Regeringen overvejede i februar at evakuere pige fra Syrien

Del artiklen:
På et samråd i Folketinget skal udenrigsminister Jeppe Kofod (S) 4. februar ifølge Politiken have forklaret, at regeringen overvejede at evakuere en 4-årig ptsd-ramt pige fra Al-Roj-lejren i Syrien. (Arkivfoto)
Fotograf: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ekspertvurdering fik i februar regeringen til at overveje at evakuere pige fra Al-Roj-lejr. Det er ikke sket.

Af NB-Kommune,

Efter længere tids modstand blev regeringen først for nylig enig med et flertal i Folketinget om at undersøge mulighederne for at hente børn med dansk tilknytning hjem fra den syriske fangelejr Al-Roj.

Men nu kan Politiken afsløre, at regeringen allerede for mere end to måneder siden overvejede at evakuere et af børnene. Det drejer sig om en 4-årig pige ramt af posttraumatisk stressforstyrrelse – eller bare ptsd.

Forklaringen skal være kommet fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på et lukket samråd i Folketinget 4. februar. Politiken er bekendt med indholdet fra et notat fra samrådet.

Ifølge notatet forklarede Kofod på samrådet, at Udenrigsministeriet 28. januar havde modtaget en vurdering fra en dansk ekspert i børnepsykiatri.

Ministeriet havde bedt eksperten gennemgå tidligere lægefaglige vurderinger, hvor pigen var blevet diagnosticeret med ptsd.

Med den danske ekspertvurdering som udgangspunkt slog udenrigsministeren på det lukkede samråd følgende fast:

– På den baggrund er det Udenrigsministeriets vurdering, at pigen falder inden for regeringens linje for, hvornår en eventuel medicinsk evakuering til Danmark skal overvejes, skriver Politiken.

På trods af det opholder pigen sig mere end to måneder senere fortsat i Al-Roj-lejren.

Til Politiken oplyser Udenrigsministeriets pressetjeneste, at ministeren ikke har nogen kommentarer, da han ikke kommenterer personsager.

Ministeriet vil derudover hverken be- eller afkræfte indholdet af drøftelser på lukkede samråd.

Udenrigsministeren skal have gentaget budskabet på et nyt lukket samråd 3. marts.

Men her skal han have sagt, at en række spørgsmål skulle afklares, før en eventuel evakuering kunne sættes i gang. Blandt andet skulle det via dna-prøver bekræftes, at en 31-årig kvinde i lejren med dansk statsborgerskab er hendes mor.

I første omgang ville regeringen alene gå efter at hente pigen til Danmark, forklarede Kofod på samrådet.

– Hvis Udenrigsministeriet i lyset af de foreliggende oplysninger går videre med tilbud om at evakuere pigen, vil det være op til moren, om hun ønsker at tage imod det tilbud eller ej, sagde ministeren ifølge Politiken.

I sidste uge blev regeringen enig med et flertal i Folketinget om at nedsætte en arbejdsgruppe, der inden 15. maj skal afdække mulighederne for at hente børn med dansk tilknytning hjem fra syriske fangelejre uden deres forældre.

Torsdag formiddag er der møde i Det Udenrigspolitiske Nævn. Mødet kommer blandt andet til at handle om situationen i de syriske lejre. Fra regeringen deltager Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen (S).

/ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her