Rådmand til direktør: Blæs på økonomien

Del artiklen:
Rådmand Jette Skive (DF) i Aarhus har skrevet en mail, som sætter både hende og forvaltningen i et dårligt lys.
Rådmand Jette Skive (DF) i Aarhus har skrevet en mail, som sætter både hende og forvaltningen i et dårligt lys. - Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix (arkiv)

Tænk på Dansk Folkeparti og blæs på økonomien så vidt muligt. Sådan lyder opfordringen fra rådmand Jette Skive i Aarhus til direktør på ældreområdet. Opfordringen kan ifølge ekspert være ulovlig. S og SF i byrådet forlanger sagen undersøgt.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, [email protected]

En udveksling af mails i Aarhus Kommune mellem rådmand Jette Skive (DF) og hendes nærmeste direktør i forvaltningen vækker opsigt. En opfordring fra rådmanden kan være på kant med loven og ses som en henstilling til at skaffe ekstra opbakning til Dansk Folkeparti.

Det fremgår af flere artikler i Lokalavisen Aarhus.

I maj 2020 er Jette Skive som rådmand for ældreområdet under stort pres på grund af TV 2 dokumentaren ‘Plejehjemmene bag facaden’, som afslører ydmygende behandling af beboere på plejehjemmet Kongsgården. Søndag formiddag den 17. maj afbrød DF-rådmanden så sin weekend for at sætte sig til tastaturet og forfatte en mail, som Lokalavisen Aarhus er kommet i besiddelse af.

I mailen skriver Jette Skive:

“Må jeg anbefale ledelsen i MSO (Magistraten for Sundhed og Omsorg, red.). TÆNK DF DET NÆSTE ÅR og blæs på ØK (økonomien, red.) så vidt muligt. Nu kræver jeg kvalitet og service, og det koster. Om du laver underskud, eller hvordan du gør det, det er helt op til dig,” lød sidste afsnit i mailen, som hun sendte til direktør i kommunen for Sundhed og Omsorg, Hosea Dutschke.

Halvanden time senere kom svaret ifølge avisen fra Hosea Dutschke:

“Yes. Er med på dine anbefalinger. Det gør vi.”

‘Det, hun beder om, kan man jo ikke’

Kommunalforsker og forskningsleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, synes, at de to mails ser rigtig skidt ud for både rådmanden og direktøren.

“Det, hun beder om, kan man jo ikke. Der er intet at rafle om. Det er hendes sure pligt at agere inden for den økonomiske ramme, hun er givet. Hvis en politiker giver ordre om at bruge løs af penge og er ligeglad med, om man skaber et stort underskud, så er det – sat på spidsen – en ulovlig ordre. Og den skal man som embedsmand ignorere. Og insisterer hun, skal man gå til borgmesteren eller økonomiudvalget,” siger Roger Buch til Lokalavisen Aarhus.

Hverken rådmand Jette Skive eller Hosea Dutschke har ønsket at stille op til interview med Lokalavisen Aarhus. Jette Skive har i stedet sendt et enkelt citat:

“Når jeg siger ting, så pakker jeg dem ikke ind. I den mail fortæller jeg min direktør, at jeg, og det parti jeg repræsenterer, mener, at vi skal tænke mere på de ældre end på altid at få budgetterne til at stemme. I valget mellem at svigte de gamle og overskride budgettet i et år eller to, så vælger jeg det sidste,” skriver Jette Skive, som ikke genopstiller ved kommunalvalget i november.

S og SF vil have sagen nøje belyst

I byrådet i Aarhus er flere partier foruroliget over det, som lokalavisen betegner som en “skandalesag”. Socialdemokratiet og SF vil have undersøgt kommunens jurister til at undersøge, om der er foregået noget ulovligt. 

Med hensyn til økonomien i forvaltningen Sundhed og Omsorg, så har man i 2020 brugt 17,1 millioner kroner mere end budgetteret. Det er ikke et alarmerende tal, og pengene blev taget fra forvaltningens opsparing, der nu er på 111 millioner kroner, skriver Lokalavisen Aarhus.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her