Kommunerne blev overfinansieret med 2,27 milliarder til overførsler i 2020

Del artiklen:
Det var en gunstig aftale om midtvejsregulering af overførselsudgifterne, som KL-formand og næstformand, Jacob Bundsgaard og Martin Damm fik forhandlet med finansminister, Nicolai Wammen, ved økonomiaftalen fra maj 2020.
Det var en gunstig aftale om midtvejsregulering af overførselsudgifterne, som KL-formand og næstformand, Jacob Bundsgaard og Martin Damm fik forhandlet med finansminister, Nicolai Wammen, ved økonomiaftalen fra maj 2020. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Kommunerne endte i 2020 ifølge de foreløbige regnskaber med at blive overfinansieret på overførselsområdet med 2,27 milliarder kroner efter en fordelagtig midtvejsregulering.

Af Peter Risager, [email protected]

Kommunernes overførselsudgifter i 2020 endte på et væsentligt lavere niveau end man forventede ved økonomiaftalen i maj 2020, og derfor er kommunerne blevet overfinansieret på overførselsområdet med cirka 2,27 milliarder kroner i 2020.

Det viser en opgørelse af kommunernes overførselsudgifter på baggrund af de foreløbige regnskabstal for kommunerne, der blev offentliggjort af Danmarks Statistik mandag morgen.

Det betyder, at kommunerne samlet set går særdeles velpolstrede ind i 2021, hvor man både på serviceudgifter og overførselsudgifter har haft et bemærkelsesværdigt mindreforbrug i 2020.

Læs også:
Kommunerne sparede 2,7 milliarder på service i 2020

I økonomiaftalen for 2020 blev man enige om, at kommunernes samlede finansieringsbehov til overførselsområdet undtaget forsikrede ledige ville udgøre 73,8 milliarder kroner. Men da coronakrisen væltede ind over landet i 2020, og der var en kraftig stigning i ledigheden i løbet af foråret, fik kommunerne en ekstraordinær midtvejsregulering af overførselsudgifterne på 3,4 milliarder kroner ved økonomiaftalen i maj 2020.

Her var særligt antallet af kontanthjælpsmodtagere og sygedagpengemodtagere midt i en alarmerende stigning som betød, at det så ud til, at kommunerne ville have stærkt stigende udgifter til overførsler som følge af coronakrisen. Men stigningen i kontanthjælpsmodtagere vendte allerede i juni, kort tid efter indgåelsen af aftalen, og faldt støt resten af året.

Dermed så det allerede i oktober ud til, at kommunerne havde fået en lukrativ midtvejsregulering af overførselsudgifterne, fordi stigningen i kontanthjælpsmodtagere hurtigt var vendt til et drastisk fald.

Læs også:
Kommuner står til milliardgevinst fra beskeden stigning i ledigheden

I alt endte kommunerne ifølge de foreløbige regnskaber med at have udgifter på overførselsområdet undtagen de forsikrede ledige på 74,9 milliarder kroner, og altså kun 1,1 milliarder mere, end man forudsatte før den gunstige midtvejsregulering. Dermed ender overfinansieringen med at udgøre 2,27 milliarder kroner.

Særligt det store fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere har bidraget til, at kommunerne klarede sig relativt pænt igennem 2020, når man ser på beskæftigelsesøkonomien. Her har kommunernes samlede udgifter faktisk været lavere i 2020, end de var i 2019.

Læs også:
Trods corona: Antallet af kontanthjælpsmodtagere faldt i 2020

Førtidspension og sygedagpenge stiger støt

Men selvom kommunerne endte på en væsentlig overfinansiering af overførselsområdet i 2020, så har der alligevel været stigende udgifter på flere poster. Her er særligt udgifterne til førtidspension og sygedagpenge steget væsentligt i 2020.

Heldigvis for kommunerne er der dog indlagt et pænt løft af finansieringen til overførselsudgifterne i 2021, hvor økonomiaftalen indebærer, at kommunerne får en samlet finansiering til overførselsområdet i 2021 på 81 milliarder kroner. Det er dermed – efter en PL-regulering – fem milliarder kroner mere, end kommunerne havde i udgifter i regnskabet for 2020.

Udover de regulære overførselsudgifter er der overførselsudgifterne til de forsikrede ledige, som ikke er med i denne opgørelse. Det skyldes, at de i økonomiaftalen indgår i et selvstændigt regnskab, og at der fulgte en selvstændig midtvejsregulering til forsikrede ledige. Den bliver desuden efterreguleret til sommer, så kommunerne under et går i nul på forsikrede ledige i 2020. 

Fakta – Sådan har vi gjort:

På baggrund af kommunernes foreløbige regnskaber fra Danmarks Statistik, REGK3E, har vi hentet de funktioner, der udgør kommunernes overførselsudgifter. Definitionen af overførselsudgifter i 2020 har vi fundet fra KL’s opgørelsesmetode, som kan læses her.

Funktionerne er blevet udtrukket som nettotal på driftskonti og statsrefusion. Herefter er alle funktioner blevet summeret, og statsrefusionen er blevet fratrukket driftskontiene. 

Det samlede regnskabstal har vi holdt op imod de 73,8 milliarder kroner fra økonomiaftalen fra september 2019 plus de 3,4 milliarder kroner fra økonomiaftalen indgået maj 2020. Dermed har vi fundet en samlet overfinansiering på 2.266.513.000 kroner. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her