Seks kommuner indtræder i kriteriet for faldende folketal og deler 82 mio. kr.

Del artiklen:
I Vordingborg Kommune, som blandt andet huser Møns Klint, kan man se frem til 25 millioner udligningskroner i 2022, fordi kommunen indtræder i kriteriet for faldende folketal.
I Vordingborg Kommune, som blandt andet huser Møns Klint, kan man se frem til 25 millioner udligningskroner i 2022, fordi kommunen indtræder i kriteriet for faldende folketal. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er godt nyt for seks kommuner, der i udligningen for 2022 kan se frem til at deles om cirka 82 millioner kroner, fordi de er indtrådt i kriteriet for faldende folketal.

Af Peter Risager, [email protected]

Tårnby, Gribskov, Vordingborg, Esbjerg, Vejen og Jammerbugt kommuner kan se frem til et løft i udligningen for 2022, når man ser på kriteriet for faldende folketal.

De seks kommuner indtræder i kriteriet, hvor ingen af kommunerne udløste udligningskroner i 2021, men i alt kan se frem til at dele 82,6 millioner kroner i udligningen for 2022. Nu er de til gengæld sikret penge fra kriteriet i de kommende tre år.

Det viser en opgørelse foretaget af NB-Økonomi, hvor vi på baggrund af dagens offentliggjorte folketal fra Danmarks Statistik har udregnet, hvordan hver kommune er stillet i kriteriet for faldende folketal i udligningen for 2022.

Den største vinder blandt de nyindtrådte kommuner er Vordingborg Kommune, der i alt står til at få 25,5 millioner kroner fra kriteriet for faldende folketal i 2022.

Også kommunen med landets femtestørste by, Esbjerg Kommune, indtræder i kriteriet for faldende folketal, og kan i alt se frem til 17,1 millioner kroner i ekstra udligning fra 2022.

(Artiklen fortsætter under tabellen)

Sikret tilskud i tre år

De seks kommuner har ekstra god grund til at juble, fordi de er sikret at få udligningskroner fra kriteriet i udligningen for både 2022, 2023 og 2024. Det er de, fordi kriteriet for faldende folketal beregnes som et gennemsnit af de seneste tre års fald over en femårig periode.

Konkret er den nye værdi det nettofald, kommunerne har haft fra 2016-2021. Faldet divideres med tre, fordi man også ser på faldet fra 2014-2019 og 2015-2020. Her har ingen af de seks kommuner haft fald. Men de manglende fald glider løbende ud af udligningen, og kan i stedet erstattes af nye perioder, hvor kommunerne muligvis også har samlede fald.

Derfor betyder den nylige indtrædelse, at deres seneste tal følger dem de næste tre år, hvor den samlede kriterieværdi ikke kan falde, men til gengæld kan udløse flere penge, hvis de også næste år har et fald i folketallet, der udløser et yderligere fald over en femårig periode fra 2017-2022.

Tallene skal tages med det forbehold, at det samlede udligningsbeløb kan ændre sig alt efter kommunernes samlede udgiftsbehov i udligningen for 2022. Kriterieværdien ligger dog fast. Det kan du læse meget mere om i artiklen herunder:

Læs også:
35 kommuner får 1,6 milliarder kroner fra faldende folketal i 2022

FAKTA: Sådan udregnes kriteriet for faldende folketal i udligningen:

Kriteriet er et gennemsnit af de seneste tre år opgjorte nedgange i befolkningstallet i kommuner, som i året har et beskatningsgrundlag pr. indbyggermindre end 125 pct. af det landsgennemsnitlige beskatningsgrundlag pr. indbygger. Nedgangen i befolkningstallet opgøres i hvert af de tre år for kommuner med en samlet nedgang i befolkningstallet over de seneste fem år, som summen af de årlige nedgange over den femårige periode. De tre år svarer til tilskudsåret 2021 samt de to de to foregående år. Nedgangen i befolkningstallet for tilskudsåret 2021 opgøres på baggrund af befolkningstallet i perioden 2015-2020, samt perioderne 2014-2019 og 2013-2018 i beregningen i befolkningstilbagegangen i de to foregående år.

Kilde: Meddelelse om Tilskud og Udligning 2021 til kommunerne

NB-Økonomi har gengivet beregningen og i stedet brugt tal for perioden 2014-2019, 2015-2020 og 2016-2021 for at få kriterieværdien for 2022. Det beregnede udgiftsbehov for 2022 er sammenholdt med udgiftsbehovet i 2021-udligningen. Udgiftsbehovet er desuden ganget med 0,95 for at få det i udligningskroner frem for udgiftsbehov. 

Hvis du vil have adgang til det komplette regneark og se den bagvedliggende beregning for kriteriet for faldende folketal 2022, så send en mail til: [email protected]

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her