Forstå på tre minutter: Derfor er betalingsfolketallet vigtigt for udligning

Del artiklen:
Britta Schall Holberg (V) indførte som indenrigsminister i 1984 betalingskommunefolketallet, så udligningskronerne gik til den kommune, der betalte for en borgers ydelser. Det har man helt afskaffet med den seneste udligningsreform.
Britta Schall Holberg (V) indførte som indenrigsminister i 1984 betalingskommunefolketallet, så udligningskronerne gik til den kommune, der betalte for en borgers ydelser. Det har man helt afskaffet med den seneste udligningsreform. - Foto: Steen Jacobsen/NF/Ritzau Scanpix

Udligningsreformen gjorde det væsentligt mere attraktivt rent økonomisk at placere en borger i egen kommune fremfor nabokommunen. Forstå hvorfor, her.

Af Peter Risager, [email protected]

Udligningsreformen fra maj 2020 skærper kraftigt kommunernes økonomiske incitament til at anbringe børn og handicappede på institutioner placeret i egen kommune fremfor at bruge tilbud i andre kommuner.

Årsagen er, at alle kriterier i den nye kommunale udligning er styret af, hvor en borger bor, og ikke hvilken kommune, som skal betale for borgeren. Det betyder, at en kommune kan miste et udligningstilskud på over en halv million kroner ved at anbringe svært stillet barn udenfor kommunegrænsen.

Det betyder i praksis, at hvis en kommune eksempelvis mister 150.000 udligningskroner på at have en borger på et tilbud i en anden kommune, kan det bedre betale sig for den enkelte kommune at have borgeren placeret i et tilbud i egen kommune, som er 100.000 kroner dyrere end det tilbud, en anden kommune kan tilbyde.

I sidste ende vil den enkelte kommune stå med en gevinst på 50.000 kroner, mens kommunerne samlet er blevet 100.000 kroner fattigere. 
Rent kvalitetsmæssigt skal kommunen vurdere, at den bedre kvalitet hos en institution i en anden kommune er så stor, at det kan opveje tabet af udligning.

Netop for at undgå denne kassetænkning, indførte firkløverregeringen i 1984 det såkaldte betalingskommune-princip, hvor det på en lang række punkter blev den kommune, som skulle betale for borgeren, som også fik tilskuddene til borgeren.

Men det princip er på flere og flere punkter gledet ud af den kommunale udligning gennem årene til fordel for bopælskommunen, og i den seneste udligningsreform er betalingskommunetallet helt afskaffet. 
Kan koste over 500.000 kroner

Den kommunale udligning består af en række kriterier, som hver især udløser et udgiftsbehov, som kommunerne i fremtiden får 95 procent i udligning af – enten ved et øget bidrag fra udligningen eller i form af en mindre betaling til udligningen.

NB-Økonomi har set på et barn på ti år, som anbringes i familiepleje, og en 35-årige handicappet, som anbringes på en institution. Her er en oversigt over, hvor store beløb en kommune kan tabe, hvis den vælger en plejefamilie eller et socialt tilbud udenfor kommunen. Opgørelsen skal ses som det maksimale tab, da et en borger ofte kun vil udløse en del af kriterierne.

Det er vigtigt at bemærke, at en del af nedenstående effekter allerede i det gamle udligningssystem var styret af bopælskommunen. Men det ændrer ikke på, hvor meget en kommune kan tjene i udligning ved at vælge en institution indenfor egen kommunegrænse.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her