Ny finte: Fiktive besparelser på beskæftigelse finansierer skattelettelser og Arne-pension

Del artiklen:
Der var højt humør hos regeringen og forligspartierne, da de med beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), i front kunne præsentere ny ret til tidlig pension. Nu ser det ud til, at en stor andel af finansieringen er baseret på kreativ finansiering.
Der var højt humør hos regeringen og forligspartierne, da de med beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), i front kunne præsentere ny ret til tidlig pension. Nu ser det ud til, at en stor andel af finansieringen er baseret på kreativ finansiering. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Usikre besparelser på kommunernes aktiveringsindsats er blevet en gratis finansieringsmodel for Folketingets partier, der kan tage af råderummet, uden at det fremgår af den politiske aftale.

Af Peter Risager, [email protected]

Politikerne på Christiansborg har fundet en kreativ finansieringsmodel til at gennemføre politiske valgløfter, under dække af besparelser i den  kommunale beskæftigelsesindsats, uagtet om besparelsen kan realiseres eller ej.

Tal fra KL viser, at kommunerne ikke har sparet en eneste krone ud af de 870 millioner kroner på aktiveringsindsatsen, som skulle finansiere den tidligere regerings erhvervs- og vækstpakke.

For blot tre måneder siden var det så den Socialdemokratiske regering, der kunne bruge en fremtidig besparelse i kommunernes aktiveringsindsats på 1,1 milliarder som en del af finansieringen til indfri valgløftet om en ‘Arne-pension’.

Heller ikke her mener professor i økonomistyring ved Aalborg Univeritet, Per Nikolaj Bukh, at besparelsen nogensinde bliver en realitet.

“Med mindre der er noget jeg har overset, så har jeg svært ved at se, at man får en halv krone ud af det,” siger han.

Det betyder i praksis, at Folketinget har fundet en måde, hvor man kan præsentere en finansieringsmodel til sine politiske forlig, som ligner en reel finansiering, men i praksis ender med at blive taget fra råderummet via bagvejen.

Konkret fungerer mekanismen sådan, at regeringen og forligspartierne præsenterer en reform, hvori der indgår en finansiering, som kommer af, at kommunerne skal spare på  aktiveringsindsatsen til ledige, som konteres under overførselsudgifter.

Når besparelsen i kommunerne så ikke lykkes, så skal kommunerne kompenseres via balancetilskuddet, hvor kommunerne under et får dækket deres udgifter til aktiveringsindsatsen. De penge tages fra statskassen, og tærer dermed på det økonomiske råderum.

På den måde kan politikerne på Christiansborg præsentere et fuldt finansieret forslag, uden at man synligt tærer på råderummet. Men i praksis ender det med, at pengene reducerer statens råderum.

Erhvervs- og vækstpakke ligner Arne-pension

Det var præcis sådan det gik med de 870 millioner, som skulle finansiere en del af den tidligere regerings erhvervs- og vækstpakke. Her var planen, at kommunerne fra 2019 skulle spare på aktiveringsområdet takket være ændrede incitamenter og en afbureaukratisering. Derfor nedjusterede man kommunernes budget til aktivering med 0,9 milliarder fra 2019.

Efterfølgende har KL i en budgetvejledning til kommunerne tilkendegivet, at Finansministeriet har accepteret, at kommunerne har opjusteret budgetterne for aktiveringsindsatsen med 0,9 milliarder, efter man indså, at man ikke kunne gennemføre besparelsen.

“Da regnskabsresultatet for 2019 viser, at den forventede adfærdsmæssige ændring endnu ikke er realiseret, opjusteres skønnene for 2020, så de afspejler de faktiske forventninger til de kommunale udgifter på området,” hedder det i notatet til kommunerne.

Når Finansministeriet har accepteret den manglende besparelse, så får kommunerne de 0,9 milliarder kroner ekstra fra staten i form af øget balancetilskud. Slutfacit bliver, at den manglende besparelse belaster statens strukturelle underskud, og dermed vil det økonomiske råderum før eller siden blive reduceret. Årsagen er, at det økonomiske råderum er defineret som det beløb staten kan bruge, hvis statens strukturelle regnskab skal være i balance i 2025.

Fordelen for regeringen er, at den fiktive besparelse ender med at blive skjult i ændringer på en masse andre konti, og dermed bliver det ikke umiddelbart synligt for offentligheden.

Per Nikolaj Bukh mener, at finansieringsmodellen fra erhvervs- og vækstpakken har mange fællestræk med finansieringen af Arne-pensionen, og intet tyder på, at den vil få større succes.

“Kommunerne har i forvejen så stærkt et incitament til at spare på det her område som de kan have. Medmindre man opfinder nye initiativer eller ændrer regler på området, er det svært at se, at at der sker noget, som ikke er konjunkturbetinget,” siger han, og tilføjer:

“Hvis der var noget, kommunerne kunne spare ti procent på, så ville de jo gøre det, fordi de får en konkret økonomisk gevinst allerede nu. Derfor har jeg svært ved at se, at det her skulle mindske kommunernes udgifter”.

I begge reformer fremgår det, at kommunerne ved hjælp af afbureaukratisering og en forenkling af styringen skal kunne spare på aktiveringsområdet. Derfor skal den nye besparelse, som skal finansiere Arne-pensionen, lægges oveni den mislykkede besparelse fra erhvervs- og vækstpakken.

Hvis reformerne fortsat ikke medfører en adfærdsændring i kommunernes indsats, så er det i alt to milliarder kroner årligt, som tages fra statens råderum, uden at det fremgår af nogen politiske aftaler.

Sparegreb uden politisk bagslag

På overførselsområdet kan Folketinget reelt tage tre forskellige sparegreb i brug. Man kan nedsætte ydelserne, reducere antallet på ydelserne eller, som man gør her, ændre i styringen af ydelserne. 

De første to sparegreb vil typisk være politisk upopulære, fordi man dermed vil fjerne velfærd fra enkelte borgere, ved enten at give færre penge i ydelserne, eller ved at fratage ydelserne fra bestemte folk.

Derfor er det væsentligt mere populært at spare på styringen og ‘bureaukratiet’, som i højere grad anses som de kolde hænder, der ikke giver befolkningen en øget oplevelse af velfærd. 

For Arne-pensionen skal en udefineret del af besparelsen findes på de administrative udgifter, som er en del af kommunernes serviceudgifter. Men her kan staten kun tage pengene fra kommunerne, hvis man gennem konkrete lov- eller regelændringer kan påvise en besparelse. Og trods mange års løfter om afbureaukratisering på området, så er det endnu ikke lykkedes.

Derfor er netop besparelserne, som i erhvervs- og vækstpakken og Arne-pensionen, langt hen ad vejen uden politiske konsekvenser på hverken økonomien eller den politiske linje. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her