Samlet rød blok indgår aftale om frikommuneforsøg på ældreområdet

Del artiklen:
En samlet rød blok har sat rammerne for de tre kommuner, som bliver stillet fri fra en lække række regler og love på ældreområdet de næste tre år som en del af de nye frikommuneforsøg. Blandt andet kan kommunerne tilbagerulle det frie valg for de ældre.
En samlet rød blok har sat rammerne for de tre kommuner, som bliver stillet fri fra en lække række regler og love på ældreområdet de næste tre år som en del af de nye frikommuneforsøg. Blandt andet kan kommunerne tilbagerulle det frie valg for de ældre. - Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Alle partier i rød blok er blevet enige om de rammer, der skal gælde for ældreplejen i de tre frikommuner på ældreområdet. Blandt andet behøver kommunerne ikke tilbyde de ældre frit valg.

Af Peter Risager, [email protected]

Med social- og indenrigsminister, Astrid Krag (S), i spidsen, blev en samlet rød blok torsdag enige om rammerne for frikommuneforsøgene på ældreområdet, som skal gælde for kommunerne Viborg, Langeland og Middelfart i de kommende tre år.

Aftalen betyder, at de tre kommuner “hurtigst muligt” bliver stillet fri fra langt de fleste regler og lovbestemmelser på ældreområdet.

Med aftalen har de tre frikommuner på ældreområdet otte “hegnspæle”, som afgrænser kommunernes frihed. Det er blandt andet de ældres ret til at klage, at styrelsen for patientsikkerhed fortsat skal føre tilsyn med forholdene, at kommunalbestyrelsen til syvende og sidst har ansvaret for ældreplejen, og at borgerne har ret til den hjælp og pleje, som de skønnes at have brug for.

Udover de otte “hegnspæle” har kommunerne fuldstændig frie rammer for at indrette ældreplejen som de vil.

Social- og Indenrigsministeriet udsendte sammen med aftalen i torsdag aften en pressemeddelelse, hvor Astrid Krag siger:

“Jeg er glad for, at vi kan samles om denne aftale, der handler om at skabe tid til nærvær og kvalitet i omsorgen og plejen af ældre borgere. Når vi politikere tør lempe styringen, giver det friere rammer lokalt, så medarbejdere og ledere ude i de tre kommuner kan bringe deres faglighed i spil til gavn for de ældre borgere og pårørende.”

Kan nægte borgere frit valg

Grunden til, at det kun var de røde partier, der står bag aftalen er, at det var et centralt element for de blå partier, at en af hegnspælene var, at man skulle bevare borgernes ret til frit at kunne vælge leverandør af deres ydelser.

Derfor udsendte Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige sammen en pressemeddelelse i går under overskriften “Blå partier vil bevare det frie valg for vores ældre – regeringen vil en anden vej”.

Her skriver partierne blandt andet, at “Ældre og andre medborgeres adgang til frit valg er en afgørende hegnspæl for os. Det frie valg er centralt for en velfungerende ældrepleje, hvor borgeren er i centrum.”

Netop spørgsmålet om frit valg er et hedt politisk emne, hvor regeringen har talt om profitforbud for private velfærdsinstitutioner, som man med finanslovsaftalen har aftalt for daginstitutioner, mens de blå partier ønsker bedre muligheder for privatisering af serviceydelser.

I frikommuneforsøget er det nu V-ledede Viborg Kommune, S-ledede Middelfart Kommune og SF-ledede Langeland Kommune, som skal afgøre, i hvor høj grad de ældre skal have mulighed for selv at vælge leverandør.

En den af aftalen er dog, at frihedsgaderne med hensyn til friplejeboliger kun gælder fremadrettet. Det betyder, at man ikke kan ændre i de nuværende regler for friplejeboliger, der allerede er etableret, eller er i gang med at blive etableret. De noterer sig også, at det fortsat skal være muligt at etablere friplejeboliger.

Skal i gang hurtigst muligt

Aftalepartierne skriver i den otte sider lange aftale, at det er hensigten, at kommunalbestyrelserne i de tre kommuner giver mest mulig frihed til de lokale plejehjem, hjemmepleje mv. Det er altså ønsket, at de afgørende beslutninger skal træffes så tæt på den enkelte borger som muligt.

Der skal løbes foretages opfølgninger på erfaringer og resultater i de tre kommuner, og det er ifølge aftalen meningen, at erfaringerne skal bruges “som inspiration til at tegne fremtidens offentlige sektor og styrke velfærden på ældreområdet på tværs af hele landet”.

Derfor vil manges øjne hvile på de tre frikommuneforsøg, og størstedelen af det kommunale Danmark vil følge spændt med i de erfaringer, som de tre kommuner gør sig på baggrund af forsøget.

Regeringen har med aftalen forpligtet sig til at man “hurtigst muligt fremsætter forslag til lovgivning, der udmønter aftalen og frisætter de omfattede kommuner, plejehjem og hjemmeplejen.”

Frikommuneordningen gælder i første omgang frem til 30. juni 2024, så kommunerne får i praksis tre år til at gøre sig erfaringer med de frie rammer.

Herefter er det aftalt, at man skal gå tilbage til de af Folketinget vedtagne regler, medmindre Folketinget i mellemtiden ændrer de generelle regler, eksempelvis på baggrund af erfaringerne med frikommuneforsøgene.

Læs hele aftalen og se kommentarer fra alle ordførere bag aftalen her. (Aftalen ligger klar til download i øverste højre hjørne. )

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her