Sådan har 118.636 smittede med covid-19 fordelt sig på kommuneplan

Del artiklen:

Siden 26. februar har der været 118.636 registrerede tilfælde af covid-19 i Danmark. Se her, hvordan smittetilfældene har fordelt sig på tværs af landets kommuner over hele perioden. Ishøj ligger i top med smitte, mens en ø-kommune ligger i bund.

Af Peter Risager, [email protected]

Siden det første registrerede tilfælde af covid-19 i Danmark har smitten ramt hovedstadsområdet væsentligt hårdere end resten af landet. På listen over kommuner med flest smittetilfælde per indbygger skal man helt ned til plads nummer 21, før man finder en kommune, der ligger uden for hovedstadsområdet.

Det viser en opgørelse foretaget af NB-Økonomi på baggrund af overvågningsdata for covid-19 fra Statens Serum Institut, hvor NB-Økonomi har set på antallet af bekræftede smittetilfælde i hver kommune siden 26. februar.

Den kedelige førsteplads på listen går til Ishøj, der har haft 52,3 smittetilfælde per 1.000 indbyggere. Det svarer til 5,2 procent af befolkningen.

Alle andre kommuner med over 40 tilfælde per 1.000 indbyggere ligger ligeledes på den Københavnske Vestegn, og det er altså her, man har været hårdest ramt af covid-19 set over hele perioden,

Udenfor Hovedstaden er det største antal smittetilfælde set i Aarhus Kommune, som har haft 26,1 bekræftede tilfælde per 1.000 indbyggere.

En anden jysk kommune, som ligger højt på skalaen, er Holstebro Kommune, som er den kommune i Danmark, hvor man havde flest minkfarme. Med nedlukningen af minkfarmene foretog man en massiv testning af befolkningen i de største mink-kommuner, og den høje testrate kan – sammen med smitten afledt fra minkene – være en del af forklaringen på, hvorfor Holstebro ligger så højt på listen.

I den modsatte ende af skalaen ligger Ærø Kommune med blot 2,7 smittetilfælde per 1.000 indbyggere. I alt er der registreret 16 smittetilfælde på Ærø. Dermed tager kommunen førstepladsen for færrest smittetilfælde. Den resterende del af top-3 går ligeledes til ø-kommuner, hvor Fanø og Langeland indtager henholdsvis 2.- og 3.-pladsen. 

Se hele tabellen nederst i artiklen.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Corona har været på alles læber i år, og den uforudsete pandemi har haft indflydelse på stort set alt, hvad vi har foretaget os i det snart hedengangne år 2020.

Efter en sommer, hvor tilstanden havde normaliseret sig en anelse, er der i takt med øget samfundssmitte kommet flere restriktioner og nedlukninger i løbet af efteråret. I går kunne statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Spejlsalen så annoncere, at vi starter et nyt år med en nærmest total nedlukning af samfundet i hele landet.

Dermed blev liberale erhverv, storcentre og detailbutikker slået tilbage til startfeltet fra marts, hvor de kan stille sig i venteposition sammen med restauranter, cafeer, barer, diskoteker, fitnesscentre og mange andre.

Indtil videre gælder de nye restriktioner til og med 3. januar, mens flere af de allerede indførte restriktioner gælder til slutningen af februar.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her