Minister erkender, at lovændring om refusionskaos kan være mangelfuld

Del artiklen:
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) erkender noget usædvanligt, at en lovtekst kan være så mangelfuld, at den ikke stopper refusionskaos i kommunerne, og at der derfor kan være brug for endnu en lovændring.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) erkender noget usædvanligt, at en lovtekst kan være så mangelfuld, at den ikke stopper refusionskaos i kommunerne, og at der derfor kan være brug for endnu en lovændring. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

En henvendelse fra det private konsulentfirma Dataproces betyder, at der er opstået så alvorlig tvivl om kvaliteten af en lovændring vedtaget torsdag formiddag, at ministeren nu sætter sine embedsmænd til at undersøge sagen nærmere.

Af Arne Ullum, [email protected]

Allerede inden Folketinget torsdag formiddag vedtog en lov, som skulle forhindre kaos i de mellemkommunale refusioner af førtidspensioner, måtte beskæftigelsesministeren noget usædvanligt erkende, at der kan være så store mangler i loven, at der bliver behov for endnu en lovændring.

Det skete i et i et svar til Folketinget, som skaber tvivl om, hvorvidt embedsmændene i STAR har haft styr på substansen i sagen.

Indtil Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har fået afklaret sagen, må kommunerne dermed leve med, at lovgivningen om mellemkommunale refusioner af pensioner fortsat er uklar.

Tvivlen om kvaliteten af loven opstod, efter Folketingets Beskæftigelsesudvalg bare tre dage før tredjebehandlingen modtog et brev fra chefjurist Esben Schmidt i det private konsulentfirma Dataproces. Her fremlagde chefjuristen eksempler på, at loven – stik imod hensigten – ikke forhindrer det, som er blevet kaldt refusionskaos i kommunerne.

“Jeg har bedt Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om hurtigst muligtat afklare problemstillingerne og de fremførte eksempler, herunder om der er behovfor yderligere lovgivningsmæssige initiativer,” meddelte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard udvalget dagen inden forslaget skulle tredjebehandles i Folketinget.

Ministeren anbefalede dog, at Folketinget vedtog de foreslåede ændringsforslag til loven, selvom der er rejst alvorlig tvivl om, om loven er dækkende.

“Det ændrer dog ikke ved, at det fremsatte ændringsforslag fortsat er vigtigt nu ogher af hensyn til at sikre, at reglerne hurtigst muligt kan administreres i overensstemmelse med de oprindelige intentioner,” skriver ministeren.

Minister lovede at løse problem

Hele problemstillingen handler om, at en uklar lovtekst fra 2014 har betydet, at kommuner som huser institutioner risikerer at komme til at hænge på store udgifter til førtidspension, fordi de ikke længere kan kræve refusion fra borgerens oprindelige hjemkommune.

Læs også:
Lovfejl udløser refusionskaos i kommunerne

Ministeren meddelte allerede i starten af november her på NB-Økonomi, at han ville sikre en lovændring.

“Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, at kommuner med botilbud bliver pålagt store udgifter til førtidspension, som de ikke tidligere har haft, og som det ikke har været intentionen, at de skulle have,” skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i en mail til NB-Økonomi. Men nu tyder meget altså på, at STAR’s embedsmænd ikke helt havde styr på substansen i sagen, og derfor overså en række tilfælde, hvor kommuner med institutioner stadig vil blive “uhensigtsmæssigt” ramt.

Læs også:
Minister vil stoppe refusionskaos med lovændring

Her er eksemplerne, som STAR skal se på

Dataproces beskriver i sin henvendelse en række eksempler, hvor en kommune kan komme i klemme, som STAR angiveligt ikke har været opmærksomme på, da de udarbejdede det ændringsforslag, som Folketinget vedtog torsdag formiddag.

“Problemstillingerne påvirker forståelsen af flere tusind eksisterende sager på landsplan, og de vil også have stor betydning for den igangværende programmering af det kommende pensionssystem. Hvis ressourcespild skal undgås, bør disse to problemstillinger remedieres snart,” hedder det i brevet fra Dataproces.

Det gælder eksempelvis, hvis en anden kommune anbringer en borger på en institution i kommunen mere end seks år efter man have tilkendt borgeren førtidspension.

Et andet eksempel er, at A Kommune anbringer en borger i B Kommune, som tilkender pension til borgeren. Derefter videreanbringer A Kommune borgeren i C Kommune. C Kommune har herefter ret til refusion fra B Kommune, indtil seks-årsreglen er udløbet. Herefter skal C Kommune selv finansiere udgiften til borgerens førtidspension, fordi A Kommune på grund af seks-årsreglens udløb fritages for at betaler refusion efter institutionsreglen.

De to situationer har hidtil været håndteret anderledes af de IT-systemer, der håndterer den mellemkommunale refusion på området.

Ifølge Dataproces vil “cirka halvdelen af alle de sager, hvor både 6-årsreglen og institutionsreglen har været i spil i sager om pensioner tilkendt mellem 1.1.2004 og 1.7.2014, vil have været håndteret forkert af IT-understøttelsen i forhold til Ankestyrelsens udmelding. Dette vil medføre løbende omfattende sagsbehandling i kommuner mhp. manuelt at rette op på forskellen mellem Ankestyrelsens og IT-systemernes fortolkning af reglerne.”

En anden paragraf betyder ifølge Dataproces, at en kommune kan komme til at hænge på førtidspensionen til en borger, som har været anbragt på en institution i en anden kommune i mere end seks år efter vedkommende fik tilkendt førtidspension. (Se den mere tekniske beskrivelse nederst i artiklen).

Fakta: Sådan beskriver Dataproces manglerne i den vedtagne lov:

“Ankestyrelsens nyhedsbrev af 2. december 2019, som er nævnt i betænkningen som årsag til den problemstilling, som har medført ændringsforslaget, indeholder imidlertid også 2 andre udtalelser, som indebærer en anden fortolkning af reglerne om mellemkommunal refusion end den, der hidtil har været anvendt af KMD Social Pension, KMD SPK og STAR Lis ved administrationen af reglerne. Formentlig er fortolkningen også anderledes end den, der er ved at blive programmeret ind i det nye pensionssystem, der fremadrettet skal håndtere mellemkommunal refusion på området.

Første tilbageværende problemstilling I nyhedsbrevet er det udtalt, at når 6-årsreglen har udtømt sin virkning i de pensionssager, hvor denne er gældende, kan der ikke på ny opstå refusion efter institutionsreglen.

Dette betyder f.eks. følgende: Situation 1: A Kommune tilkender pension til en borger i 2005. Efter 71 måneder anbringer A Kommune borgeren i B Kommune. I denne situation har B Kommune ret til refusion fra A Kommune for udgifterne til borgerens pension, så længe borgeren er anbragt, fordi der er en igangværende 6-årsregel på anbringelsestidspunktet, som udskydes under anbringelsen.

Situation 2: Samme situation, dog anbringer A Kommune først borgeren i B Kommune efter 73 måneder. I denne situation er de 6 år efter tilkendelsestidspunktet udløbet (for pensioner tilkendt før 2.2.2015 løber 6-årsreglen fra tilkendelsestidspunktet; for pensioner tilkendt derefter løber den fra tidspunktet for fraflytning fra tilkendelseskommunen).

Herefter gælder institutionsreglen ikke længere, og B Kommune skal derfor selv finansiere udgifterne til borgerens førtidspension fra anbringelsestidspunktet.

Situation 3: A Kommune tilkender pension til en borger i 2003 og anbringer vedkommende i B Kommune efter 73 måneder. I denne situation har B Kommune ret til refusion fra A Kommune for udgifterne til borgerens pension, så længe borgeren er anbragt. Dette skyldes, at 6-årsreglen blev indført med l. 1168/2003 og kun gælder for pensioner tilkendt 1.1.2004 eller senere.

I denne situation er der således ikke nogen 6-årsregel, der er udløbet, hvorfor institutionsreglen gælder.

Situation 4: A Kommune anbringer en borger i B Kommune, som tilkender pension til borgeren. Derefter videreanbringer A Kommune borgeren i C Kommune. C Kommune har herefter ret til refusion fra B Kommune, indtil 6-årsreglen er udløbet. Herefter skal C Kommune selv finansiere udgiften til borgerens førtidspension, fordi A Kommune på grund af 6-årsreglens udløb fritages for at betaler refusion efter institutionsreglen. Situation 2 og 4 har hidtil været håndteret anderledes af de IT-systemer, der håndterer den mellemkommunale refusion på området.

Det formodes, at i hvert fald ca. halvdelen af alle de sager, hvor både 6-årsreglen og institutionsreglen har været i spil i sager om pensioner tilkendt mellem 1.1.2004 og 1.7.2014, vil have været håndteret forkert af IT-understøttelsen i forhold til Ankestyrelsens udmelding.

Problemstillingen har samme bias mod institutionstunge kommuner, som den problemstilling, der søges løst med nærværende ændringsforslag, idet disse i mange tilfælde mister retten til refusion efter institutionsreglen, som lovgiver hidtil har forudsat, at de havde.

Anden tilbageværende problemstilling

Ankestyrelsens nyhedsbrev af 2. december 2019 indeholder også nogle udtalelser om retten til refusion i tilfælde som omhandlet af Ankestyrelsens principafgørelse 88-13. Denne sag omhandler det forhold, at en borger med A Kommune som betalingskommune efter institutionsreglen tager ophold i B Kommune. Herefter tilkender B Kommune pension (korrekturfejl rettet red.) til borgeren. 

I den periode, hvor borgeren opholder sig på botilbud i B Kommune med A Kommune som betalingskommune efter institutionsreglen, har B Kommune ret til at få refunderet udgifterne til borgerens pension efter institutionsreglen. 

6-årsreglen medfører i denne situation ikke, at B Kommune skal afholde udgifterne til pension. For det tilfælde, at borgeren derefter tager ophold i C Kommune fortsat med A Kommune som betalingskommune efter institutionsreglen, siger Ankestyrelsen i nyhedsbrevet, at 6-årsreglen ikke har været udskudt i den periode, hvor borgeren var anbragt i B Kommune, og B Kommune modtog refusion efter institutionsreglen.

Dette vil medføre løbende omfattende sagsbehandling i kommuner mhp. manuelt at rette op på forskellen mellem Ankestyrelsens og IT-systemernes fortolkning af reglerne. Sagerne vil i mange tilfælde fortsat kunne have relevans og ikke være forældet, fordi spørgsmålet om udskydelse af 6-årsreglen pga. institutionsophold stadig vil være relevant i dag, ligesom problemet fortsat vil opstå fremadrettet i sagerne.

Dette kan få betydning for længden af den periode, C Kommune kan få ret til refusion efter 6-årsreglen, men også efter institutionsreglen, da denne efter Ankestyrelsens udtalelse jo ophører, når 6-årsreglen er udløbet. 

Denne udtalelse synes at være i strid med den hidtidige fortolkning af reglerne i IT-understøttelsen på området. 

Endvidere indeholder Ankestyrelsens udtalelse følgende passus i relation til problemstillingen: 

”Det følger dels af, at refusionsreglerne kun regulerer den aktuelle opholdskommunes ret til refusion…” Usikkerheden om rækkevidden af denne udtalelse har givet anledning til usikkerhed i flere sager, om hvorvidt reglerne om samspillet mellem 6-årsreglen og institutionsreglen altid skal bedømmes individuelt for hver enkelt opholdskommune i en sag.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her