Støjberg: Fint at advokater kigger på instrukskonklusioner

Del artiklen:

Lige nu er der ikke et flertal for en rigsretssag mod Venstres næstformand i sagen om adskillelse af asylpar.

Af NB-Kommune,

Venstres næstformand, Inger Støjberg, har det fint med, at der kommer en uvildig advokatvurdering af, om der bør rejses en rigsretssag mod hende eller ej.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun støtter, at advokater kommer med en indstilling, svarer hun inden et gruppemøde tirsdag i Venstre:

– Det tror jeg, er meget fornuftigt. Det har man gjort før. Det må være, som det er, og det er godt nok.

Støjberg skal muligvis for en rigsret i sagen om adskillelse af asylpar, hvoraf den ene var mindreårig. Mandag kom Instrukskommissionen med en delberetning med fokus på den tidligere udlændinge- og integrationsministers rolle i sagen.

I delberetningen blev der blandt andet konkluderet, at instruksen fra 2016 om at adskille asylpar, hvor den ene part var mindreårig, var ulovlig.

Derudover blev det konkluderet, at Støjberg blev advaret om denne ulovlighed, og at Folketinget efterfølgende blev vildledt om forløbet.

Lige nu er der ikke et flertal for en rigsretssag. Partierne i rød blok vil først have en uvildig advokatvurdering af, om der bør rejses en rigsretssag eller ej.

Derefter tager partierne stilling. Regeringspartiet Socialdemokratiet spiller den afgørende rolle i den forbindelse.

Alternativet har meldt ud, at partiet ønsker en rigsretssag. Fra blå blok har Liberal Alliance meldt det samme ud.

Støjberg har ingen kommentarer til LA’s udmelding. Den er kommet tirsdag til Berlingske kort før Venstres gruppemøde.

– Lad nu tingene køre sin gang, siger Støjberg.

Støjberg har efter delberetningen selv lagt vægt på, at kommissionen fastslår, at hun ikke har givet en tjenestebefaling til embedsværket om at administrere i strid med loven.

Altså at hun ikke selv har givet en direkte ordre. Det samme har Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, hæftet sig ved.

Venstres formand deltager virtuelt ved tirsdagens gruppemøde. Derfor kunne pressen ikke stille ham spørgsmål.

/ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her