Folketinget vil skærpe kontrollen med kommunernes brug af corona-midler

Del artiklen:
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er ifølge eget udsagn
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er ifølge eget udsagn "vild frustreret" over, at de penge regeringen har bevilget til ekstra rengøring i daginstitutionerne i en del tilfælde ikke er kommet ud på institutionerne.

Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg vil have større kontrol med, hvordan kommunerne bruger de penge, de har fået til at dække ekstraudgifter forbundet med covid-19.

Af Arne Ullum, [email protected]

Frustrationen fra både minister og ordfører var tydelig, da børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) torsdag var til samråd i Folketinget for at forklare, hvorfor mange daginstitutionsledere ikke mener, at de har fået de penge til ekstra rengøring, som regeringen har lovet i forbindelse med covid-19.

“Når der kommer en god og og klar melding fra regeringen om, at rengøring i daginstitutioner og skoler vil blive dækket, så kan folk ikke forstå, at de penge ikke kommer eller når pengene kommer, så får man kun dækket 20 procent af udgifterne,” sagde Jacob Mark fra SF.

Problemet med at få pengene til rengøring ud i institutionerne “frustrerer mig helt vildt”, svarende ministeren. Hun oplyste, at hun sammen med KL har skrevet et brev til kommunerne. Men det imponerede ikke SF’s Jacob Mark.

” Med lidt held får den enkelte daginstitutionsleder det her brev, men hvis borgmesteren og kommunalbestyrelsen eller regnedrengene i den pågældende kommune har besluttet at beholde pengene selv, eller at daginstitutionerne kun får 20 procent af pengene, så er er da ikke nogen daginstitutionsledere, der tør gå op imod det,” sagde han.

Efterlyste klarhed over, hvad pengene må bruges til

Undervisningsministeren fremhævede igen og igen, at regeringen har givet et klart løfte om at dække alle ekstraudgifter til corona, så håndteringen af pandemien ikke går ud over den øvrige velfærd.

Men debatten på udvalgsmødet afslørede, at der er stor uklarhed over, hvilke konkrete omkostninger, som regeringen vil dække. I beslutningen står eksempelvis blot rengøring, men ikke om udgifter til flere håndvaske eller udendørs hytter til børnene er dækket.

Derfor efterlyste blandt andet Ellen Trane Nørby (V) – der netop er valgt som borgmesterkandidat i Sønderborg – en mere præcis liste. Hun pegede på, at uklarheden betyder, at en række andre konti i institutionerne bliver drænet på grund af udgifter til eksempelvis plexiglas og håndvaske, og det så ender med at presse økonomien i institutionerne.

“Der er behov for afklaring, ellers risikerer vi at rengøringstandarderne bliver sænket, fordi der ikke er økonomi nok,” sagde hun.

Udvalg vil have øget kontrol med kommunerne

Selvom der i udvalget var en bred utilfredshed med, at pengene til dagtilbuddene ikke i tilstrækkelig grad er endt ude på institutionerne, så kneb det mere med konkrete bud på, hvordan Folketinget kan sikre sig, at kommunerne giver daginstitutionerne flere penge.

Jakob Mark foreslog, at ministeren sætter sig sammen med KL og laver en konkret budgetopfølgning på, hvad de enkelte kommuner har brugt pengene til. Lotte Rod fra De Radikale foreslog, at udvalget skulle invitere KL til møde, så organisationen kan forklare, hvorfor kommunerne ikke har sendt pengene videre.

“Jeg tror ikke det er ond vilje. Jeg tror ikke kommunerne har noget konkret svar, og derfor ikke har meldt noget ud til institutionerne,” sagde hun.

Jakob Mark konkluderede til sidst, at SF vil forsøge at sikre nogle tiltag, så Folketinget får bedre kontrol med, hvordan kommunerne bruger pengene fra staten til bedre rengøring i daginstitutionerne.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her