Tre konservative kommuner glipper i alt 106 millioner på detalje

Del artiklen:
I Frederiksberg Kommune kan man skyde en hvid pil efter de 33 millioner kroner, man kunne have fået i udligningskroner i 2022, hvis ikke man havde haft et for højt skattegrundlag til at udløse kriteriet. Her ses Frederiksberg slot, som troner midt i Frederiksberg Have.
I Frederiksberg Kommune kan man skyde en hvid pil efter de 33 millioner kroner, man kunne have fået i udligningskroner i 2022, hvis ikke man havde haft et for højt skattegrundlag til at udløse kriteriet. Her ses Frederiksberg slot, som troner midt i Frederiksberg Have. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

En bisætning i udligningsreformen betyder, at tre konservative hovedstadskommuner ikke får de 106 millioner kroner fra kriteriet om faldende folketal, som de ellers ser ud til at være berettiget til i 2022-udligningen.

Af Peter Risager, [email protected]

På baggrund af en prognose for kriteriet om faldende folketal i udligningen for 2022 står det klart, at kommunerne Gentofte, Frederiksberg og Hørsholm går glip af tilsammen 106 millioner kroner på grund af en lille detalje i udligningsreformen.

I forklaringen for kriteriet om nedgang i befolkningstallet står der i en bisætning, at kriteriet kun udløses for kommuner “som i året har et beskatningsgrundlag pr. indbygger mindre end 125 pct. af det landsgennemsnitlige beskatningsgrundlag pr. indbygger”.

Derfor er det de høje skattegrundlag i de tre konservativt ledede hovedstadskommuner der gør, at kommunerne ikke får det tilskud, de ellers ville være berettiget til i udligningen for 2022, selvom de ifølge kriteriet nedgang i befolkningstallet har haft en generel nedgang i folketallet over de seneste fem år.

Læs også:
Prognose: Seks kommuner står til at indtræde i kriteriet om faldende folketal

Værst for Gentofte og Frederiksberg

Mens Gentofte og Frederiksberg Kommuner med ret stor sikkerhed ville være kommet ind i kriteriet i 2022-udligningen, er det mere tvivlsomt for Hørsholm. Der skal nemlig kun 46 nye borgere til kommunen i fjerde kvartal i år, før de alligevel ikke ville have udløst kriteriet.

Derfor er det da også Hørsholm, der på grund af detaljen om skattegrundlaget går glip af den mindste udligningsgevinst ud af de tre kommuner. Medmindre der kommer mere end 46 nye borgere til Hørsholm Kommune, ville de have fået cirka 5 millioner kroner i tilskud.

Mere markante er beløbene i Frederiksberg og Gentofte Kommune. Frederiksberg står selv uden et fald i folketallet fra 2020-2021 til at få en kriterieværdi på 359, som altså ville have udløst et tilskud på 33,7 millioner kroner. Gentofte står med folketallet i fjerde kvartal i år til at få en kriterieværdi på 719, som ville have udløst et tilskud på 67, 5 millioner kroner.

Tilføjelse kom med udligningsreformen

Det er med udligningsreformen fra foråret 2020, at man har indført reglen om, at kriteriet kun udløses, hvis man ikke har et skattegrundlag, der ligger over 125 procent af landsgennemsnittet. Allerede i udligningen for 2021 fældede det Gentofte Kommune, der ellers ville have fået i omegn af 30 millioner kroner fra kriteriet.

Inden udligningsreformen var der ikke noget loft over, hvornår man kunne få tilskuddet, og både Gentofte og Frederiksberg fik henholdsvis 68 og 117 millioner kroner fra kriteriet om faldende i udligningen for 2020.

Læs også:
Så er det afgjort: Gentofte og Frederiksberg får udligningstilskud tiltænkt fattige kommuner

Efter NB-Økonomi kunne vise, at det kostede yderkommuner op til 270 millioner kroner, vakte det stor kritik fra blandt andre Venstres social- og indenrigsordfører Anni Mathiesen, og sagen landede på social-og indenrigsminister, Astrid Krags (S) skrivebord. 

Dengang sagde ministeren, at man ikke kunne ændre på tilskuddet for et enkelt år, men hun sagde, at de store beløb til Gentofte og Frederiksberg var “ikke hensigtsmæssigt”. Det fik hun ændret på med udligningsreformen, hvor de velhavende kommuner nu ikke længere kan få del i tilskuddet. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her