Tre gode grunde til ikke at blive kommunal leder

Del artiklen:

Ledelsesugen 2020: En klar succesformel for en kommune ville være et byråd og et folketing, som tegner de store linjer og overlader driften til toplederne og deres medarbejdere. Det er langt fra virkeligheden i dag, men Nærhedsreformen varsler måske tøbrud.

Af Arne Ullum, [email protected]

”Vi kan tilbyde et lederjob med et uhyre begrænset ledelsesrum på grund af et byråd, der blander sig i selv de mindste detaljer, et Folketing, der forsøger at styre din ledelse med ekstremt detaljeret lovgivning, og en regering, som bilder borgerne ind, at de kan forvente markante serviceforbedringer på trods af snærende bevillinger på grund af den demografiske udvikling.”

Sådan burde en ærlig jobannonce til mange kommunale chef- og direktørjob se ud, hvis man fortsætter det krydspres, som mange kommunale ledere oplever. At det er en fair vurdering, understreges af, at en række lokale og nationale initiativer netop har til formål at dæmpe dette krydspres.

Forstå bedre detaljen end helheden

På NB-Økonomi følger vi løbende de relevante benchmark, som på trods af alle svagheder giver et billede af, hvilke kommuner som er godt og dårligt drevet. Da jeg for et år siden ringede til kommunaldirektører og borgmestrene i tre af de bedste drevne kommuner, fik jeg en meget klar succesformel for en kommune.

Opskriften var et byråd, som i et bredt samarbejde fastlægger de store linjer og derefter overlader driften af kommunen til embedsmændene. Det er baggrunden for, at kommuner som Lemvig og Aabenraa igen og igen ligger i top af mange benchmark.

Umiddelbart lyder opskriften jo enkel. Men reelt er der vigtige barrierer, som kan være svære at overvinde: Den første og måske væsentligste er, at et byråd ikke er valgt ud fra et overordnet ønske om at sikre nogle bestemte kompetencer i ledelsen, som man ville gøre i en børsnoteret virksomhed af samme størrelse. Og samtidig er byrådsarbejdet relativt dårligt lønnet, og derfor bliver medlemmerne presset på tiden.

Forstår ikke styringsværktøjerne

Konsekvensen er, at der mange byrådsmedlemmer, som reelt ikke har hverken tiden eller kompetencerne til at forstå de store, overordnede styringsværktøjer som eksempelvis de demografiske budgetmodeller, strategier for de store velfærdsområder eller de overordnede sammenhænge i kommunens økonomi.

Det forstærkes af, at den lokale presse har samme svaghed, og derfor er der en oplagt risiko for, at byrådsmedlemmerne fokuserer på konkrete driftssager, som de selv og den lokale presse kan forstå, og som kan appellere til vælgerne.

Derfor er det populært at være det byrådsmedlem, som griber ind i lokale sager og gerne indfører en masse kommunale regler, som skal ”garantere, at det aldrig sker igen”.

Central detailregulering presser alle

De 179 folketingsmedlemmer er om muligt under et endnu større pres. Med et stadigt mere flygtigt vælgerkorps er behovet for konstant at være synlig i medierne steget markant.

Men samtidig er den boldbane, folketingspolitikerne kan boltre sig på, blevet mindre, fordi EU har overtaget stadig flere beslutninger, globaliseringen har fordret afregulering, og kommuner og regioner står for en stadig større del af velfærden.

Den udvikling er sket på et bagtæppe af en medieudvikling, der er gået fra to daglige tv-nyhedsudsendelser til 24-7 nyhedsdækning på TV2-News, online-udgaver af aviserne og sociale medier. Som en tænksom kommunalordfører sagde til mig, da jeg kritiserede politikerne for at udtale sig om kommunale skandalesager uden viden: ”Hvis du siger nej til at kommentere en lokal skandalesag på News, så står en af dine konkurrenter klar.”

Det er baggrunden for, at svaret på en konkret fejl i en af Danmarks 98 kommuner oftest bliver en lovændring eller et nyt regelsæt, som i stadig større detaljer forsøger at styre processer og arbejdsgange fra Slotsholmen.

Alt for få forholder sig til, at det binder de kommunale ledere på hænder og fødder og fjerner en meget stor del af ledelsesrummet og muligheden for at innovere og udvikle.

Velfærdsløgnen er et stigende problem

Det stadig mindre ledelsesrum er siden valgkampen i 2019 blev tilført et nyt krydspres i form af det, som jeg ofte har kaldt ’velfærdsløgnen’. Den opstår, fordi ministre og folketingspolitikere enten ikke forstår eller bevidst fortier, at det stigende antal børn og ældre samt udsatte borgere efterlader meget lidt økonomisk rum til forbedringer af den offentlige velfærd.

Og det lille rum, som er til rådighed, skal konkurrere med klima, nye behandlingsformer og andre nye initiativer. Det efterlader erfaringsmæssigt så få penge til de store klassiske velfærdsområder, at det ikke kan dække både demografien og vælgernes forventning om, at velfærden følger med velstandsudviklingen.

Vælgerne skuffes gang på gang

Alligevel lover politikerne markante velfærdsforbedringer. Det skete fx, da social- og indenrigsminister Astrid Krag i ugen op til efterårsferien i et svar til Folketinget påstod, at de seneste års kommuneaftaler har givet kommunerne økonomisk råderum til at begrænse den meget udskældte reduktion af hjælpen til handicappede ved overgang fra barn.

Nærlæser man kommuneaftalerne, så er de ekstra milliarder stort set båndlagt til at sikre hjælp på det nuværende niveau for et stigende antal børn, ældre og handicappede.

Ingen kan kritisere borgerne for, at de lytter til deres minister og møder op på kommunen med en forventning om, at alle de store løfter rent faktisk betyder bedre og mere velfærd for den enkelte borger.

Det efterlader de kommunale topledere i en rolle, hvor virksomhedens primære interessenter – vælgerne – konstant bliver skuffede og klager til byrådet. Hverken ledere eller byråd har nemt ved at forklare, at ministrenes mange velfærdsløfter reelt bygger på en løgn, og derfor bliver relationen mellem kommunale ledere og borgerne ofte forpestet af uindfriede forventninger.

Nærhedsreformen varsler nybrud

Mens den socialdemokratiske regering ikke har vist nogen vilje til at begrænse velfærdsretorikken og bringe den i nærheden af de økonomiske realiteter, så viser Nærhedsreformens særlige frikommuneforsøg, at regeringen måske har erkendt, at den er nødt til at tilnærme de økonomiske realiteter til velfærdsretorikken.

Hvis forsøget med den dramatiske regelsanering viser, at der kan opnås store effektiviseringsgevinster i form af bedre velfærd for de samme penge, så kan regeringen reelt knække alle tre problemer i et hug.

I givet fald vil det jo reelt betyde, at man erstatter detailstyring og -lovgivning med en stærk lokal ledelse. Og i givet fald kan stillingsannoncen til en kommunal toplederstilling omskrives til følgende ordlyd:

”Vi kan tilbyde et lederjob med et betydeligt ledelsesrum, hvor både byråd og Folketing ønsker at høste gevinsterne ved en stærk værdibaseret ledelse med stor plads til innovation og lokale prioriteringer, som giver borgerne mere velfærd på trods af de begrænsede økonomiske ressourcer.”

Arne Ullum er chefredaktør for NB-Medier, der består af nichesitesene NB-Økonomi, NB-Beskæftigelse, NB-Kommune og OPS-Indsigt.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her