Vismænd: Folketinget skal fortsat have fokus på væksten i det offentlige forbrug

Del artiklen:
Selvom dansk økonomi er særdeles holdbar på lang sigt, så er prognoserne så usikre, at Vismændene anbefaler Folketinget at have fokus på den langsigtede udvikling i det offentlige forbrug.
Selvom dansk økonomi er særdeles holdbar på lang sigt, så er prognoserne så usikre, at Vismændene anbefaler Folketinget at have fokus på den langsigtede udvikling i det offentlige forbrug. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Dansk økonomi er overholdbar med 1,6 procent af BNP, men beregningen er meget følsom overfor udviklingen i det offentlige forbrug. Vismændene advarer derfor om, at Folketinget skal holde fokus på den langsigtede udvikling i det offentlige forbrug.

Af Arne Ullum, [email protected]

Selvom dansk økonomi er overholdbar på lang sigt, så skal Folketinget fortsætte med at have fokus på væksten i det offentlige forbrug, fordi en længerevarende vækst i det offentlige forbrug ud over det forventede hurtigt kan reducere holdbarheden af de offentlige finanser. Sådan lyder advarslen fra Det Økonomiske Råds formandsskab – populært kaldet de økonomiske vismænd.

Vismændene har udarbejdet en større analyse af udviklingen i det offentlige forbrug, og den bekræfter grundtesen om, at det offentlige forbrug udvikler sig i takt med både den demografiske udvikling, korrigeret for en vis sund aldring, og velstandsudviklingen.

I perioden fra 1966 til 2019 steg det offentlige forbrug i gennemsnit med 2,7 procent om året, og det svarer præcis til det, som gundtesen forudsiger. Men bag det tal gemmer sig reelt to meget forskellige perioder.

Fra 1966 til 1985 steg det offentlige forbrug med 4,6 procent om året, hvilket var en såkaldt mervækst på 0,8 procent om året. Det offentlige forbrug steg altså markant hurtigere end demografi og velstandsstigningen i samfundet ville tilsige.

Fra 1985, hvor den borgerlige Firkløverregering slog bremserne i og frem til 2000 blev mervæksten vendt til en mindrevækst på 0,3 procent. Den mindrevækst steg til 0,4 procent i perioden fra 2000 til 2019.

Overholdbarheden kan både blive bedre og helt forsvinde

Vismændene vurderer, at dansk økonomi har en såkaldt langsigtet overholdbarhed på 1,6 procent af BNP, hvis det offentlige forbrug følger grundtesen, hvilket altså stort set svarer til udviklingen i det offentlige forbrug i perioden fra 1966-2019.  Den langsigtede holdbarhed siger populært sagt noget om, hvordan de offentlige indtægter og udgifter vil være i fremtiden, og en overholdbarhed på 1,6 procent betyder, at der alt andet lige vil være et overskud på 1,6 procent af BNP på den meget lange bane.

Hvis Folketinget i fremtiden kan reducere det offentlige forbrug til at stige i samme takt som fra 1995 til 2019 målt i forhold til den demografiske udvikling og velstandsudviklingen, så vil overholdbarheden i dansk økonomi stige med tre procent.

Men Vismændene påpeger selv, at den analyse nok ikke holder. Når Vismændene i stedet beregner væksten i det offentlige forbrug ved at splitte det op i fire hovedområder indenfor det individuelle offentlige forbrug, så stiger overholdbarheden kun med 1,5 procent.

Samlet konkluderer Vismændene, at selv små udsving i det offentlige forbrug i forhold til det forventede kan ændre holdbarheden af dansk økonomi dramatisk.

“Eksemplerne […] viser, at selv en relativ beskeden årlig mindrevækst i det offentlige forbrug kan betyde en væsentlig forbedring af holdbarheden, hvis mindrevæksten fastholdes i en længerevarende periode. På tilsvarende vis kan mervækst over en længere periode give en betydelig forværring af holdbarheden,” hedder det i vismandsrapporten.

Fakta: Sådan regner Vismændene med, at det offentlige forbrug vil udvikle sig

Når Vismændene fremskriver det offentlige forbrug, så kan de af gode grunde ikke indregne ændrede politiske prioriteringer. De arbejder dermed med en såkaldt neutral fremskrivning.

Grundlæggende er antagelsen, at det såkaldte individuelle offentlige forbrug (eks. folkeskolen og ældrepleje) udvikler sig i takt med udviklingen i antallet af borgere i de enkelte aldersgrupper. Der korrigeres naturligvis for inflationen ligesom væksten i reallønnen indregnes. 

En finesse er, at modellen bruger timeproduktiviteten, og det betyder at den faldende arbejdstid i tresserne og halvfjerdserne medførte en forventning om stigende offentlige udgifter – ganske enkelt fordi der skulle flere offentligt ansatte til at dække det samme antal timer.

For det kollektive offentlige forbrug er antagelsen, at det udgør en konstant del af BNP.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her