Massivt pres på minister for skattehjælp til kommuner

Del artiklen:
KL's formandsskab med Jacob Bundsgaard i spidsen har skrevet til social- og indenrigsminister Astrid Krag for at få ministeren til at lempe skattesanktionerne overfor kommunerne.
KL's formandsskab med Jacob Bundsgaard i spidsen har skrevet til social- og indenrigsminister Astrid Krag for at få ministeren til at lempe skattesanktionerne overfor kommunerne. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

KL øger nu presset på social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) for at lempe sanktionerne over for kommuner med udligningstab.

Af Arne Ullum, [email protected]

Social- og inderigsminister Astrid Krag (S) er kommet under massivt pres fra både Folketinget og KL for at lempe sanktionerne for de kommunale skattestigninger, som er fulgt i kølvandet på udligningsreformen.

Udover pres fra især Venstre og Konservative, har KL’s formandsskab mandag i denne uge sendt et brev til ministeren, hvor KL kraftigt appellerer til ministeren om at droppe samlede skattesanktioner på omkring en kvart milliard kroner.

“Selvom man har gjort sig umage med at samle de ændringer op, der kommer som konsekvens af udligningsreformen, så er der stadig ting, der ikke er taget højde for. Der er kommuner, der har svært ved at få ligningen til at gå op uden massive besparelser,” siger KL-formand Jacob Bundsgaard til NB-Økonomi.

I brevet opfordrer KL regeringen til at droppe planlagte sanktioner mod de kommuner, som hæver skatten på grund af omlægninger i udligningssystemet. Samtidig vil KL også have ministeren til at genfordele de ubrugte skatterammer til nedsættelse af skatten med støtte.

Læs også:
V kræver at regeringen overholder udligningsaftale og giver flere støtte til skattelettelser

Kommuner styrer mod sanktioner for 260 millioner kroner

Da regeringen i slutningen af januar lancerede sin reform af det kommunale udligningssystem, gjorde social- og indenrigsminister Astrid Krag meget ud af, at de kommuner, som tabte på reformen, ville få lov til at sætte skatten op uden sanktioner, så de undgik nedskæringer i den kommunale service.

Senere viste det sig, at det løfte var lidt uldent i kanten. Regeringen vil ikke give kommunerne lov til at hæve skatten med deres faktiske tab i udligning fra 20 til 21, men alene med et såkaldt korrigeret tab, der blandt andet ikke indeholdt tabet på bortfald af de særlige kompensationsordninger for ændrede data for udlændinges uddannelse og ældreudgifter samt i mange tilfælde heller ikke bortfald af udligning på grund af faldende folketal.

Det er baggrunden for, at især en række nordsjællandske kommuner hæver skatten markant mere end det teknisk beregnede tab, og dermed udløser samlede sanktioner på 260 millioner kroner. I det første år vil de hovedsageligt ramme de kommuner, som har sat skatten op men efter fem år vil de ramme alle kommuner ligeligt efter folketal.

Læs også:
Skattestigninger rammer kassen i alle kommuner

Flytte skatterammen rundt

Udover at KL vil have regeringen til at droppe sanktionerne for de ramte kommuner, så vil kommunernes interesseorganistion også have ministerne til at genfordele en særlig puje, som giver kommuner støtte til samlede skattelettelser på 430 millioner kroner.

Problemet er, at en række kommuner har brugt mindre af puljen end de havde fået, og derfor er der ubrugte midler til at støtte samlede skattelettelser på cirka 56 millioner kroner.

KL vil derfor have ministeren til at genfordele de ubrugte midler.

“Vi har et ønske om, at man prøver at bruge de rammer der er , så vi får den mindst mulige kollektive sanktion på kommunerne i forold til skat,” siger Jacob Bundsgaard.

KL vil ikke røre ved overudligningsrabat

KL har til gengæld ikke berørt det såkaldte overudligningsproblem i sit brev. Det handler om, at en række nordsjællandske kommuner mister overudligningsrabat, når de hæver skatteprocenten. Det betyder, at de skal hæve skatten med et langt større beløb end de skal bruge til at dække deres udligningstab.

Det beløb, som de nordsjællandske kommuner mister, det vil de øvrige kommuner få som gevinst, fordi overudligningsrabatten er en del af det gerenelle udligningssytem.

“Overudligning handler om byrdefordeling kommunerne imellem – og det ligger inden i udligningsberegningen. Den del har KL holdt sig ude af,” siger Jacob Bundsgaard.

Læs også:
Konservative: Nordsjællandske kommuner skal ustraffet kunne hæve skatten

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her