Bred opbakning i Folketinget til frikommuneforsøg

Del artiklen:
Under torsdagens åbningsdebat i Folketinget var der stor opbakning til regeringens forslag om at sætte syv kommuner fri på udvalgte områder. Dermed tyder alt på, at forslaget bliver gennemført.
Under torsdagens åbningsdebat i Folketinget var der stor opbakning til regeringens forslag om at sætte syv kommuner fri på udvalgte områder. Dermed tyder alt på, at forslaget bliver gennemført. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Fra LA til SF var der under torsdagens åbningsdebat i Folketinget positiv respons på det frikommuneforsøg, som Mette Frederiksen lancerede i sin åbningstale. Borgerlige partier efterlyser, at frikommuneforsøget bliver udvidet markant.

Af Peter Risager, [email protected]

Der er “hundrede procent opbakning til projektet,” sagde Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund, under torsdagens åbningsdebat i Folketinget.  Ordene faldt som svar på et spørgsmål fra Socialdemokratiet om, hvad Pernille Vermund mener om regeringens frikommuneforslag, som blev præsenteret i Folketinget tirsdag.

Dermed var hun endnu en i rækken af partiledere, som var positivt stemt over for regeringens forslag om, at syv kommuner skal have fuldstændig frihed på udvalgte velfærdsområder.

Det var særligt oppositionspartierne, der havde rosende ord til regeringens idé om mere frihed til kommunerne.

Adspurgt om Socialdemokratiet kunne forvente opbakning fra De Konservative til forsøget, svarede formand Søren Pape Poulsen:

“Ja, vi er enige. Vi kommer ikke til at smide grus i det her maskineri, for vi vil bare gerne kunne forhandle om, om vi kunne snakke om flere kommuner, og om vi kunne snakke om områderne; hvis vi hegner det rigtigt ind, kunne vi så det? Det vil jeg rigtig gerne være med til at snakke om.”

Sammen med sin opbakning til forsøget, delte han dermed også ønsker fra både Nye Borgerlige, Venstre og Liberal Alliance om, at man udbreder forsøget yderligere. Særligt Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, udtrykte et ønske om, at frikommuneforsøget skulle være langt mere vidtgående:

“Jeg synes, at man skal gå meget længere end det. Altså, ideelt set burde man jo sige, at alle velfærdsinstitutioner i udgangspunktet er selvejende, og at der skal være helt særlig ekstraordinære årsager til, at man må påføre dem noget bureaukrati,” sagde Alex Vanopslagh om forslaget.

Men overordnet var han glad for at se, at regeringen åbner muligheder for at afbureaukratisere:

“Ja, naturligvis kan vi se os selv være med i en politisk aftale, der sikrer mindre bureaukrati. Og jeg har faktisk – og nu kommer der en ros uden sarkasme – relativt store forhåbninger til den nærhedsreform, som regeringen præsenterer,” sagde Alex Vanopslagh.

Politiske stikpiller

Selvom der dermed overordnet var god stemning mellem regeringen og oppositionsparterne på spørgsmålet om frikommuneordningen, var der dog også plads til politiske stikpiller på spørgsmålet om, hvorvidt kommunerne skal have mere frihed. 

Eksempelvis belyste Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der ellers også var positiv , det paradoksale i, at man med den ene hånd indfører minimumsnormeringer i daginstitutionerne, mens man med den anden hånd giver kommunerne mere frihed:

“Man kan også sige, at der er det dilemma for Socialdemokratiet, at samtidig med at man laver det her frikommuneforsøg for at se på, om vi ikke kan lave tingene inden for nogle friere rammer, så trækker man minimumsstandarder ned over alle kommunerne på børneområdet … Men sådan er verden jo fuld af paradokser,” sagde Kristian Thulesen Dahl. 

Også Pernille Vermund udtrykte sin bekymring for, om politikerne både statsligt og kommunalt alligevel kan “holde nallerne væk”, når det kommer til stykket. Hun foreslog samtidig, ligesom Søren Pape Poulsen, at forsøget skulle udvides til også at gælde på beskæftigelsesområdet. 

Sophie Løhde (V) og Alex Vanopslagh blev også enige om, at de synes, som Sophie Løhde udtrykte det, at forslaget var “pauvert”, hvorefter Alex Vanopslagh kunne bekræfte og sige, at “Venstre og Liberal Alliance er helt på linje med hinanden her”. 

Dermed er der bred opbakning til idéen om at sætte kommunerne mere fri lagt op til debat om, hvorvidt forsøget skal udvides yderligere. Det kunne enten være til flere kommuner, som særligt Venstre og Liberal Alliance promoverede idéen om, eller til flere velfærdsområder, som både De Konservative og Nye Borglige argumenterede for. 

Blandt regeringens støttepartier var det kun SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, der direkte talte om forslaget. Hun beskrev det som en “forfriskende, dejlig og fantasifuld idé”, og lagde vægt på, at hun glæder sig til at se “fagligheden blomstre”. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her