Botilbud i nabokommuner koster hjemkommuner flere milliarder om året

Del artiklen:
Med reformen af det kommunale udligningssystem afskaffede man i foråret betalingskommunefolketallet fra 2021. En ny analyse fra Social- og Indenrigsministeriet viser endnu en gang, at det kan have kedelige konsekvenser.
Med reformen af det kommunale udligningssystem afskaffede man i foråret betalingskommunefolketallet fra 2021. En ny analyse fra Social- og Indenrigsministeriet viser endnu en gang, at det kan have kedelige konsekvenser. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ny analyse fra Social- og Indenrigsministeriet viser, at 39 procent af de voksne med handicap bor i botilbud udenfor kommunen. Det tal kan meget vel blive lavere, efter udligningsreformen gjorde det væsentligt dyrere at vælge et botilbud udenfor kommunegrænsen.

Af Peter Risager, [email protected]

En ny velfærdspolitisk undersøgelse af det specialiserede socialområde fra Social- og Indenrigsministeriet viser, at 39 procent af voksne med handicap, som bor i et botilbud, har bopæl i en anden kommune end den, der afholder udgifterne.

Analysen tydeliggør problematikken omkring afskaffelsen af betalingskommunefolketallet, som man gennemførte med den nye udligningsreform. I praksis betyder ændringen, at det er blevet væsentligt dyrere at anbringe en borger i et botilbud i en anden kommune, da de dermed skifter bopæl.

I alt kan det nu være over 300.000 kroner, som en kommune mister i udligning per borger, som placeres i et botilbud udenfor kommunegrænsen. Med 9.500 ud af 24.000 voksne borgere i botilbud, som har bopæl udenfor den kommune, som betaler borgerens service, er det adskillige milliarder kroner, som betalingskommunerne mister i udligning hvert år.

En ny bopæl betyder, at alle de udligningskroner, som borgeren normalt ville indkassere til kommunen, overgår til den nye bopælskommune. Dermed er det både bloktilskud og udgiftsbehov til borgeren, som overgår til bopælskommunen. Det til trods for, at det er hjemkommunen, som betaler for borgerens service.

Problemet er, at man dermed skaber et direkte økonomisk incitament for kommunerne til at tilbyde en borger med handicap et tilbud indenfor egen kommune.

Alle taber på ordningen

Den nye ordning har vakt kritik, fordi det økonomiske incitament til at placere en borger i egen kommune er skadeligt for både den enkelte borger og samfundsøkonomien som helhed.

Den enkelte borgere kan risikere, at kommunen tilbyder borgeren et tilbud, som passer dårligere til borgeren, eller som tilbyder dårligere service, alene af den årsag, at det ligger indenfor kommunegrænsen. Det belaster både den enkelte borger og det servicepersonale, som skal hjælpe borgeren på botilbuddet.

Samtidig vil det ofte være billigere for en kommune at vælge et dyrere botilbud, så længe det ligger indenfor kommunegrænsen, og er under 300.000 kroner dyrere om året end et tilsvarende tilbud i en anden kommune. Dermed skabes der et decideret dødvægtstab i samfundsøkonomien, fordi man skaber incitamenter til ikke at vælge den mest effektive, billige eller bedste løsning.

Populært sagt kan man altså sige, at der skabes en toldmur mellem kommunerne, fordi man skal betale for at placere borgeren i en anden kommune.

Det økonomiske incitament er ikke af en ligegyldig størrelse. Ganger man de 9.500 borgere med de cirka 300.000 kroner i mistet udligning per borger, er det et besparingspotentiale fra udligningen på knap tre milliarder kroner for hjemkommuner, hvis de kan finde et passende botilbud indenfor kommunegrænsen til voksne med handicap.

Det beløb er kun udregnet på baggrund af socioøkonomiske og aldersbestemte udgifter, som en kommune mister, men andre områder af udligningen påvirkes også negativt. Se regneeksemplet for aldersbestemte og socioøkonomiske udgiftsbehov nederst i artiklen.

Bloktilskud og udskrivningsgrundlag påvirkes negativt

Ikke nok med at kommunen mister konkrete udlignings- og tilskudsbeløb, så bliver kommunens udskrivningsgrundlag per indbygger i langt de fleste tilfælde også højere. Det skyldes, at borgere i botilbud typisk vil have enten lav eller ingen indkomst.

Når den borger flytter til en anden kommune, bliver det antal indbyggere, som det samlede udskrivningsgrundlag skal divideres med, lavere. Det betyder, at udskrivningsgrundlaget per indbygger bliver højere, selvom kommunen i de fleste tilfælde vil have nøjagtigt samme egentlige udskrivningsgrundlag. Dermed bliver deres udligning også lavere.

Oveni det, bliver bloktilskuddet for en kommune, som placerer en borger i botilbud i nabokommunen lavere, fordi bloktilskuddet fordeles efter antal indbyggere i kommunen. Når en kommune mister en indbygger, bliver bloktilskuddet dermed lavere.

Området undersøges

Fordi netop afskaffelsen af betalingskommunefolketallet med udligningsreformen affødte en større politisk debat i foråret, blev den endelige konklusion, at området skal undersøges nærmere.

Den nye velfærdsanalyse understøtter dette behov yderligere fordi den viser, at der alene blandt voksne med handicap er 9.500 borgere, som berøres af ændringen. Dertil kommer børn og ældre, som også bliver flyttet på tværs af kommunegrænserne. Ifølge tidligere opgørelser er der over 25.000 danskere som bor i en anden kommune end den, der betalers deres service.

Omlægningen af betalingskommunefolketallet blev lavet, fordi man i en rapport fra det såkaldte finansieringsudvalg i 2018 havde fundet, at der kan opstå svindel med registreringen af borgere, og at man med bopælskommuneopgørelsen vil få et mere sikkert beregningsgrundlag.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her