Analyse: Regeringen forbereder indgreb mod kommunernes forvaltning af børnesager

Del artiklen:
Mere og mere tyder på, at regeringen forbereder en øget statsliggørelse af sager om udsatte børn og unge. Spørgsmålet er formentligt blot, hvor langt regeringen vil gå.
Mere og mere tyder på, at regeringen forbereder en øget statsliggørelse af sager om udsatte børn og unge. Spørgsmålet er formentligt blot, hvor langt regeringen vil gå. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Med finansloven afsætter regeringen en halv mia. kroner til udsatte børn i 2022. Mere og mere peger på, at regeringens utilfredshed med kommunerne kan medføre en øget statsliggørelse af området.

Af Arne Ullum, [email protected]

Med sit forslag til finanslov lægger regeringen næste sten til en markant øget indsats for de anbragte børn, som regeringen åbenlyst mener, at kommunerne har svigtet. Konkret afsætter regeringen 150 millioner kroner i 2021 stigende til 500 millioner fra 2023 til området.

Det er i dag kommunerne, som alene forvalter området med udgangspunkt i serviceloven og Ankestyrelsens afgørelser. Begrundelsen for forslaget efterlader ikke meget tvivl om, at regeringen ikke er tilfreds med kommunernes indsats.

“I dag vokser for mange børn op med omsorgssvigt, og udsatte børn bliver til udsatte voksne. Derfor afsætter regeringen midler til en styrket indsats over for udsatte og anbragte børn, så samfundet giver den nødvendige hjælp tidligere end i dag med henblik på at hjælpe børnene godt ind i voksenlivet”, skriver regeringen i finanslovsforslaget for 2021.

Regeringen har ikke sagt noget om, hvordan man vil bruge pengene. Det bliver først klart, når regeringen senere på efteråret kommer med et udspil.

Men det synes åbenlyst, at den nye pulje blot er et af flere skridt henimod en øget statsliggørelse af området. Om det blot ender med meget detaljerede procesforeskrifter, som det er kendt fra beskæftigelsesområdet, eller som en egentlig overflytning af beslutningskompetencen til en central myndighed efter modellen for seniorpension står stadig hen i det uvisse.

Her er tegn på, at regeringen vil indskrænke kommunernes kompetence:

En række små markeringer peger på, at regeringen vil fjerne en betydelig del af beslutningskompetencen fra kommunerne.

Første sten blev lagt med statsministerens nytårstale, hvor emnet fik en historisk høj prioritering. Statsministeren nævnte ikke kommunerne med et ord, da hun anklagede “samfundet” for at “reagere for sent. Eller slet ikke reagere.” 

Men i og med, at ansvaret ligger i kommunerne, så var adressen klar.

Senere kom en stærkt forøget refusion for de dyre enkeltsager, som rent formelt kan gøre det lettere for regeringen at statsliggøre afgørelserne på anbringelser. For så kan kommunerne ikke argumentere for, at når de betaler, så bør de også styre området.

Det måske klareste signal kom i forbindelse med overgangen fra betalingskommune til bopælskommune i forbindelse med udligningsreformen. Umiddelbart vil den ændring give kommunerne et stærkt økonomisk incitament til at prioritere anbringelser af børn indenfor kommunegrænsen og fravælge måske bedre faglige tilbud i en anden kommune.

Regeringen affærdigede dengang kritikken blandt andet med det argument, at man have igangsat et analysearbejde, som skulle afdække, om der var et problem med, at kommunerne undlod at vælge de optimale løsninger.

“Hvis et grundigt analysearbejde konkluderer, at der er et problem, vil vi finde en løsning. Fordi det er afgørende for mig som social- og indenrigsminister og for regeringen, at borgerne visiteres til de tilbud, der bedst passer til deres behov, og at der ikke sker en afspecialisering på området,” hed det i et svar fra social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

Det er værd at bemærke, at Venstres indenrigsordfører, Anni Matthiesen, gav sagen stor interesse, netop fordi hun frygtede et nyt angreb på det kommunale selvstyre, som hun er kendt for at stå vagt om.

Ministeriet offentliggjorde – få dag efter udligningsreformen var på plads – kommissoriet for fase to af analysearbejdet, og det er værd at bemærke, at projektet skal udarbejde og afprøve en model, som objektivt beskriver både borgernes behov for en specialiseret indsats og en kategorisering af tilbudenes specialiseringsgrad. 

Lykkes det at udvikle en sådan mode, så kan ministeriet relativt nemt indføre en central styring af, hvilke tilbud en kommune skal tilbyde en borger – og Ankestyrelsen kan nemmere dokumentere, at en borger ikke har fået det relevante tilbud.

Umiddelbart indikerer det samlede billede fra afskaffelsen af betalingskommunefolketallet, at regeringen overvejer en grundlæggende ændring af området, som fjerner de enkelte kommunes mulighed for at spekulere i egen økonomi ved anbringelse af børn og unge.

Endnu en lille men påfaldende detalje var, at Ankestyrelsen stik imod sædvane i juli ikke blot offentliggjorde en benchmark af kvaliteten i kommunernes behandling af børnesager, men  åbenlyst gav Dagbladet Information eneret på historien for dermed at sikre en forsidedækning. Normalt plejer den uafhængige Ankestyrelse ikke at deltage i den slags styrede presseoperationer, men blot helt neutralt offentliggøre sit materiale. 

Endeligt sendte social- og indenrigsminister Astrid Krag i går et svar til Folketinget, som godt nok tager udgangspunkt i det specialerede socialområde for voksne, men som reelt er bredere:

“Jeg ser og hører flere steder en bekymring for kvaliteten i de specialiserede sociale indsatser, ligesom jeg hører bekymringer for, at tilbuddene ikke har den rette specialiseringsgrad til at imødekomme borgernes behov. Derfor har jeg igangsat en omfattende og grundig evaluering, der skal skabe overblik over det specialiserede socialområde og dets tilbud, målgrupper og struktur. Evalueringen skal give os bedre viden, så vi får et stærkere grundlag for at sikre, at mennesker med særlige behov får den fagligt kvalificerede hjælp, som de har behov for.”

Den nuværende regering er kendt for at tænke og handle langsigtet, og derfor er der ekstra grund til at bide mærke i, hvor den lægger trædestenene hen mod en reform af området. Umiddelbart peger meget på, at stien peger hen mod en øget statsliggørelse af området enten gennem mere detaljerede regler eller en de facto helt eller delvis fratagelse af kompetencen fra kommunerne.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her