Udligningsmillioner investeres i bedre velfærd

Del artiklen:
Borgmester H. P. Geil (V), Haderslev Kommune, vil investere i kernevelfærd, når kommunen de næste tre år modtager ekstra millioner som konsekvens af udligningsreformen. (Arkiv)
Borgmester H. P. Geil (V), Haderslev Kommune, vil investere i kernevelfærd, når kommunen de næste tre år modtager ekstra millioner som konsekvens af udligningsreformen. (Arkiv) - Foto: Haderslev Kommune

Mere og mere peger på, at de fattige kommuner vil omsætte store gevinster på udligningsreformen til bedre service. Det kan udløse sparekrav i andre kommuner, hvis kommunerne samlet skal overholde den aftalte serviceramme.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

En række af landets fattigste kommuner vil investere en stor del af deres gevinst på udligningsreformen i bedre service. Senest har Haderslev Kommune meldt ud, at den går efter  at øge sin service med en stor del af et forventet overskud på 72 millioner kroner.

Konkret går borgmesteren til de øvrige politikere med ønske om at sikre bedre ældrepleje, mere effektiv sagsbehandling og omsorg for udsatte børn. Derudover får skoler og ældrecentre bedre normeringer, og de ansatte skal efteruddannes.

“Vi har kommunalt selvstyre og kan jo i princippet bruge penge til det, vi beslutter. Men man skal da være meget tonedøv, hvis vi i Haderslev ikke vælger at prioritere de her områder. De trænger, og nu har vi muligheden,” siger H. P. Geil til JydskeVestkysten.

Mens borgerne i udligningsreformens vinderkommuner kan glæde sig over bedre service, så vil det formentligt udløse problemer for andre kommuner. Kommunerne skal ifølge budgetloven samlet set overholde den såkaldte serviceramme, og når de fattige kommuner pludseligt ikke længere skærer ned – som de generelt har gjort i mange år – men derimod begynder at bruge flere penge, så er risikoen for en samlet overskridelse af servicerammen betydelig.

Umiddelbart skulle de ekstra udgifter hos vinderne af udligningsreformen blive opvejet af tilsvarende nedskæringer hos taberne. Men det er der intet som tyder på vil ske. For de store taberkommuner vil enten reducere deres opsparing eller hæve skatten. 

Når kommunernes økonomichefer- og direktører mandag samles i KL-huset for se på de samlede budgetter, er der dermed en stor risiko for en markant overskridelse, bekræfter flere borgmestre og kommunaldirektører overfor NB-Økonomi.

Senere på ugen skal borgmestrene samlet set vælge mellem at tage en stor kollektiv sanktion fra staten eller gennemføre nedskæringer i budgetterne. Det kan i givet fald udløse et betydelig opgør mellem rige og fattige kommuner om, hvem der skal skære i den kommunale service.

I Haderselv ønsker borgmesteren sig iøvrigt en ny børnehave, mere byudvikling og bedre idrætsfaciliteter. Der skal dog også lægges til side til dårlige tider, så kassebeholdningen kommer op på mellem 80 og 100 millioner til fremtidige investeringer, skriver Jydske Vestkysten.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her