Forening indklager kommune til Ankestyrelsen i gebyr-tvist

Del artiklen:
Frivillig forening i Vojens trækker Haderslev Kommune i Ankestyrelsen i en strid om gebyrer. (Arkiv)
Frivillig forening i Vojens trækker Haderslev Kommune i Ankestyrelsen i en strid om gebyrer. (Arkiv) - Foto: https://vojens.dk/

Har Haderslevs forsyningsselskab ulovligt krævet gebyr af frivillige organisationer? Det mener frivillige humanitær forening i Vojens, som ikke vil betale gebyr for at bruge genbrugsplads.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Forsyningsselskabet Provas og dets ejer, Haderslev Kommune, bliver nu indklaget til Ankestyrelsen.

Det er den frivillige forening ‘Vennekredsen’ i Vojens, der føler sig uretfærdig behandlet af kommunen i en sag om gebyrer, skriver JydskeVestkysten.

Foreningen kræver, at de gebyrer, som man siden 2019 har betalt for at bruge genbrugspladsen i Vojens, skal betales tilbage.

Striden er opstået, fordi Vennekredsen som andre humanitære organisationer tømmer dødsboer. De effekter, som foreningen vurderer ikke kan afsættes i genbrugsbutikkerne, kører de frivillige til kommunens genbrugsplads. Det er en gratis service udført af folk, der ikke får løn for transporten eller sorteringen.

Det har hidtil ikke kostet foreningen noget, men ifølge foreningen forlangte Provas pludselig “uden varsel og uden meddelelse af nogen begrundelse” et erhvervsgebyr udbetalt for hver ladning, der blev afleveret.

Vennekredsen mener ikke, at foreningen skal betragtes som et firma, fordi den ikke skal tjene penge.

Bjarne Ditlevsen er tidligere advokat, og han har på vegne af foreningen skrevet den klage til Ankestyrelsen, der nu er sendt afsted:

“Hvis jeg som nabo kører dit haveaffald til genbrugspladsen, så bliver det ikke mit affald. Det er helt normalt og meget udbredt. Efter mit synspunkt er det ejerskabet, der afgør det, og ikke transporten,” siger Bjarne Ditlevsen til JydskeVestkysten.

Sådan ser forsyningsselskabet ikke på sagen.

I en redegørelse til byrådets udvalg for plan og miljø i maj 2020 fastslår Provas, at, ”humanitære organisationer er virksomheder, og det affald, de producerer i deres genbrugsbutikker, er erhvervsaffald. Organisationerne er derfor også forpligtet til at betale et gebyr som øvrige virksomheder.”

Fra 1. juli 2019 til 30. marts 2020 betalte frivillige organisationer i Haderslev Kommune 26.665 kroner i det omstridte gebyr.  Andre “øvrige virksomheder” betalte 316.665 kroner.