Måling: Stort flertal af danskerne er imod bønnekald

Del artiklen:
Det diskuteres lige nu, hvorvidt det skal forbydes for danske moskeer at udsende bønnekald over højttaler. (Arkivfoto)
Fotograf: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

74,5 procent er i måling uenig i, at moskeer i Danmark skal have lov at udsende bønnekald over højttalere.

Af Ritzau

Flere borgerlige partier er klar til at forbyde muslimske bønnekald over højttalere, og et markant flertal af danskerne er tilsyneladende enige.

74,5 procent svarer i en måling foretaget af målingsinstituttet Voxmeter, at de er uenige eller meget uenige i, at danske moskeer skal have lov at udsende bønnekald over højttalere.

Voxmeter har gennemført 1005 interviews i perioden fra 24. juni til den 29. juni.

Sagen er blevet en varm politisk kartoffel, efter at Kirkeministeriet har bekræftet, at de har modtaget tre henvendelser fra danske moskeer, som ønsker at få lov til at udsende bønnekald over højttalere.

Dansk Folkeparti, Venstre, Nye Borgerlige og De Konservative har agiteret kraftigt for et forbud. Men det vides lige nu ikke, om der kan laves et separat forbud mod bønnekald uden at komme i strid med grundlov og konventioner.

Rasmus Stoklund, Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, siger, at han i grundtanken er enig i, at der ikke bør kaldes til bøn over højttalere i danske byer.

Men, siger han, det er endnu uvist, hvor stort problemet er. Derfor kaster man sig ikke bare hovedkulds ud i et forbud, siger han.

– Målingen kommer ikke bag på mig. Jeg har det på samme måde selv. Men vi skal huske proportionerne. Mig bekendt har der fundet ét bønnekald sted i Danmark i coronatiden.

Om der skal et forbud til, afhænger af, om problemet eskalerer, siger han.

– Man skal også huske, at der har levet muslimer fredeligt i Danmark i flere årtier. Jeg tror, at langt de fleste muslimer har det sådan, at de ikke ønsker bønnekald i Danmark, siger han.

Udlændinge- integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har tidligere i juni skrevet i et folketingssvar, at et forbud ville komme i strid med juraen.

Men Mattias Tesfaye har også i flere Folketingssvar sagt, at han har bedt sit ministerium om at tage initiativ til en juridisk afklaring af, hvad der kan gøres i situationen og grundlaget for et eventuelt forbud.

Kravet om et forbud kom med fornyet styrke, da en video under coronanedlukningen viste, hvordan der blev kaldt til bøn i Gellerup i Aarhus.

For nuværende skal der gives tilladelse af kommunen til at lave bønnekald. Der var efterfølgende tvivl om, hvordan en sådan var givet.

/ritzau/