Lynforlig i Kolding om budget for 2021

Del artiklen:
Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen, er har sammen med det øvrige byråd allerede budgettet på plads for næste år. (Arkiv)
Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen, er har sammen med det øvrige byråd allerede budgettet på plads for næste år. (Arkiv) - Foto: Kolding Kommune

I Kolding har byrådet allerede lavet et forlig om budgettet for 2021. Politikerne har aftalt at holde igen med at bruge flere penge og afvente eventuelle udgifter som følge af coronakrisen. Borgmesteren roser byrådet.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Kolding byråd indgik tirsdag i fuld enighed et lynforlig om kommunens budget for 2021. Politikerne i den østjyske kommune er på den måde meget langt frem i skoene i forhold til andre byråd.

I sammenligning med tidligere års budgetaftaler indeholder dette års forlig kun få elementer. Det skriver JydskeVestkysten.

Det er usikkerheden om de økonomiske følger for Kolding Kommune af coronapandemien, som gør, at politikerne i år nøjes med at lægge sig fast på forholdsvis få tiltag i deres aftale om kommunens økonomi næste år.

Derfor ser det ifølge borgmester Jørn Pedersen (V) på nuværende tidspunkt ud til, at der vil være et overskud på 2021-budgettet på 70-80 millioner kroner, hvis pengene ikke bliver ædt op af coronarelaterede udgifter inden da. Men gør de ikke det, har politikerne aftalt, at de i februar næste år vil sætte sig sammen og i en budgetrunde to forhandle om, hvordan de så skal investeres.

Budgetaftalen indeholder blandt andet ekstra cirka 50 millioner kroner til drift af daginstitutioner og skoler samt udbygning af en skole. Den anden store post i budgetaftalen er 80 millioner kroner til første etape af en omfartsvej, som har været under planlægning i årevis. 

Alt i alt betyder budgetaftalen, at Kolding Kommunes samlede anlægsbudget er hævet fra 300 millioner kroner til knap 675 millioner kroner, fordi politikerne allerede i to tidligere, store aftaler har postet millioner af kroner ud i blandt andet midtbyen og stadion for at holde hånden under beskæftigelsen. Mange af de penge skaffes hjem via særlige lån, som kommunerne har fået mulighed for at optage på grund af coronakrisen.

“Jeg synes, det er enormt flot, at byrådet rykker sammen i den her krisetid. Vi har været realistiske, og der er ingen overbudspolitik i det her. Jeg står med en oplevelse af, at vi er trådt sammen og har løst opgaverne sammen og i stor respekt for hinanden. Så stor cadeau for det til hele byrådet,” siger borgmesteren til JydskeVestkysten.

Budgetaftalen skal godkendes i byrådet til september.