Skoler vil af med afstandskrav: Vi skal tilbage til hverdagen

Del artiklen:
Der var oprindeligt et krav om to meter mellem eleverne i folkeskolen, da de genåbnede efter nedlukningen, men det er siden sænket til en meter. Nu vil kommuner have fjernet afstandskravet. (Arkivfoto)
Fotograf: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mange skoler kan ikke give eleverne den fulde undervisning på grund af afstandskrav, lyder det fra KL.

Af Ritzau, [email protected]

Det bliver svært at vende tilbage til en normal hverdag i landets folkeskoler efter sommerferien, hvis det nuværende krav om en meters afstand mellem eleverne fortsat skal være gældende.

Sådan lyder det fra Kommunernes Landsforening (KL), der er arbejdsgivere for folkeskolerne i landets 98 kommuner.

Afstandskravet gør, at mange skoler er nødt til at opdele klasserne. En del skoler har desuden været nødsaget til at tage idrætshaller eller telte i brug til undervisningen.

– Som det er i dag, kan vi ikke give eleverne det fulde antal timer. Vi kan heller ikke give dem undervisning i alle fag, siger Thomas Gyldal Petersen (S), der er formand for KL’s børne- og undervisningsudvalg.

– Vi risikerer at komme til at stå med et stort fagligt efterslæb. Især hos de elever, der i forvejen er sårbare, siger han i en pressemeddelelse.

Der var oprindeligt et krav om to meter mellem eleverne i folkeskolen, da de genåbnede efter nedlukningen, men det er siden sænket til en meter.

Nu vil kommunerne af med det nuværende afstandskrav. Thomas Gyldal Petersen peger på, at den øvrige del af samfundet er ved at være oppe i omdrejninger.

– Det allervigtigste hensyn er, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at gå i skole. Genåbningen af samfundet går hurtigt nu. Vi kan gå i fitnesscentre og til fysiske fritidsaktiviteter, køre i fyldte busser og holde fest til klokken to om natten.

– Derfor vil det give skuffede forventninger, hvis elever, forældre og medarbejdere møder ind til skoler efter sommerferien, som fortsat kun er delvist genåbnet, siger Thomas Gyldal Petersen.

Hos Skolelederforeningen mener formand Claus Hjortdal ligeledes, at der skal en afklaring på plads, så skolerne kan planlægge næste skoleår.

– Vi kan sætte 50 børn ind i en skolebus, men når de kommer hen på skolen, må vi ikke sætte 25 børn i et lokale, der er tre gange så stort. Samtidig kan børnene gå til dans eller sport i deres fritid. Der er ingen logik.

– Når man kigger tilbage på de seneste tre måneder, har der kun været to skoler i Hjørring med smittede børn og meget lidt smitte blandt personale generelt set, fordi vi har været dygtige til at håndhæve reglerne. Det vil vi også kunne styre med mindre afstand, siger Claus Hjortdal.

/ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her