Hovedstaden blev hårdest ramt af turiststop

Del artiklen:

Det bratte stop for turister ramte Region Hovedstaden hårdest af alle regioner, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Af Uffe Gardel, [email protected]

Turistkommunerne i Vestjylland har lidt under grænselukningerne, men ser man på regioner, er det faktisk et helt andet sted i landet, at turismestoppet ramte hårdest. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik for antallet af hotelovernatninger med mere.

På landsplan faldt antallet af overnatninger i april med 72 procent i forhold til april 2019, men i Region Hovedstaden var faldet betydeligt voldsommere: Antallet af overnatninger dykkede fra 965.000 til 106.000, et fald på 89 procent. Statistikken gør det kun muligt at sammenligne regioner, ikke kommuner.

Resten af landets regioner har oplevet fald fra 73 procent (Region Syddanmark) og ned til 55 procent (Region Sjælland).

Samtidig er en række af hovedstadskommunerne langt mere afhængige af turister end gennemsnitskommunen. Som tidligere beskrevet i NB-Økonomi, er der meget store forskelle på, hvor stor en andel af borgerne, der arbejder i turismerettede serviceerhverv, altså brancherne hoteller, restauranter, kultur og fritid. Halvdelen af kommunerne på top til ligger faktisk i Region Hovedstaden, anført af Københavns Kommune, hvor 9,6 procent af de beskæftigede borgere arbejder i turisme- og oplevelsesorienterede brancher.

Læs også:
Her er kommunerne, som rammes af turismekollapset

Det er især hotellerne i Region Hovedstaden, det er gået ud over. I april 2019 foregik næsten fire ud af fem turistovernatninger i regionen på et hotel; i april 2020 var det kun hver anden overnatning. 

Når turister fra Norge, island og Tyskland fra næste uge igen er velkomne i Danmark, får de ikke lov at overnatte i Københavns og Frederiksberg kommuner.

“Jeg er fuld af forståelse for, at man ikke bare kan åbne sluserne, og at covid19 stadig er iblandt os, men mit hjerte bløder for Københavns hoteller, restauranter og forlystelser. Turisme er et kæmpe erhverv i hovedstaden, som beskæftiger næsten 40.000 mennesker, og udebliver turisterne, så er de job truede,” skrev overborgmester Frank Jensen på Facebook efter nyheden om genåbningen.