V: Bryllupslukning er udtryk for uhørt barnepigementalitet

Del artiklen:

Regeringen siger stop for mange af de fester, danskerne have glædet sig til, når de skal lukke ved midnat.

Af Ritzau, [email protected]

Venstre mener, det er udtryk for en “uhørt barnepigementalitet”, når regeringen ikke vil tillade bryllupper eller runde fødselsdage på eksempelvis lejede restauranter at fortsætte efter midnat.

Politisk ordfører Sophie Løhde (V) siger, at der ingen logik er i den prioritering.

– Det er under al kritik.

– Jeg synes reelt, at regeringen gør Folketinget til en børnehave ved at tro, at regeringens ministre har indkaldt til drøftelser med Folketingets partier med et punkt på dagsordenen om, hvorvidt man kan holde fest efter midnat, siger hun.

Regeringen mener, at bryllupsfester på eksempelvis en lejet restaurant hører inde under kategorien natteliv. Dermed skal der holdes lukket efter 24.00.

Reglen er kommet på grunden af coronakrisen i Danmark.

Til gengæld må man gerne fortsætte festen ud på de sene nattetimer, hvis det foregår i privaten.

Sophie Løhde henviser til, at fagfolk har peget på, at det næppe udgør den store risiko for smittespredning, hvis midnatsfester i lejede lokaler tillades.

– Ingen kan forklare logikken, siger hun.

Spørgsmål: Men giver det ikke mening med et stop for festen ved midnat, når man heller ikke må være på caféer eller værtshuse efter 24.00?

– Det har jo intet med nattelivet at gøre. Vi åbner jo ikke Crazy Daisy (diskotekskæde, red.) eller andre steder i nattelivet ved at give danskerne lov til at holde deres bryllupper og runde fødselsdage.

/ritzau/