Analyse: Milliarder til demografien er havnet hos de forkerte kommuner

Del artiklen:
Med et stigende antal børn og ældre stiger også kommunernes udgifter til området. En analyse fra NB-Økonomi viser dog, at der kun er en meget svag sammenhæng mellem udviklingen i kommunernes udgifter til børn og ældre og kommunernes samlede serviceudgifter.
Med et stigende antal børn og ældre stiger også kommunernes udgifter til området. En analyse fra NB-Økonomi viser dog, at der kun er en meget svag sammenhæng mellem udviklingen i kommunernes udgifter til børn og ældre og kommunernes samlede serviceudgifter. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Selvom man fra politisk hold har prioriteret at kompensere kommunerne for det demografiske træk, har mange kommuner sænket serviceudgifterne selvom de har fået flere børn og ældre.

Af Peter Risager, [email protected]

Skiftende regeringer har gennem de seneste år givet kommunerne flere penge for at sikre, at stigende udgifter til flere børn og ældre ikke skulle forringe servicen i kommunerne. Men nu viser en ny analyse fra NB-Økonomi, at der stort set ingen sammenhæng er mellem kommunernes ændrede serviceudgifter og kommunernes udgiftspres til flere børn og ældre.

Ser man eksempelvis på Kolding Kommune, har man i perioden 2014 til 2019 haft en stigning i det aldersbestemte udgiftsbehov på 7,71 procent. I samme periode er kommunens serviceudgifter faldet med 1,4 procent.

I Dragør Kommune har man haft en marginalt lavere stigning i det aldersbestemte udgiftsbehov på 7,18 procent, mens kommunens serviceudgifter modsat er steget med 12,83 procent. Begge kommuner har i perioden haft en stigning på to til tre procent i det socioøkonomiske indeks, så det kan heller ikke forklare den store forskel i udviklingen i serviceudgifterne.

Der er altså stor forskel på, hvordan kommunerne over de sidste fem år har håndteret det stigende demografiske pres rent økonomisk.

Se i grafikken her, hvordan alle kommuners serviceudgifter har udviklet sig i forhold til det aldersbestemte udgiftsbehov. Artiklen fortsætter under grafikken.
 

Pengene falder skævt

Grafikken angiver altså, at det øgede demografiske træk har medført en meget forskellig udvikling i serviceudgifterne på tværs af kommunerne. Det er med andre ord kun i ringe grad, at højere serviceudgifter har fulgt med de øgede demografiske udgifter rundt i kommunerne.

Dermed stiller analysen spørgsmålstegn ved, om kommuner, som er særligt hårdt ramt af det demografiske træk har været i stand til øge deres serviceudgifter for at kompensere for de ekstra børn og ældre.

Med økonomiaftalen mellem regeringen og KL fra i fredags har regeringen lovet kommunerne, at de ville få en milliard kroner ekstra til at dække de stigende udgifter til børn og ældre. Men hvis de penge bliver fordelt ligeså skævt, som de er blevet over de sidste fem år, er der stadig nogen kommuner, som må spare på servicen på andre områder for at dække det demografiske træk. Dermed kan det demografiske træk meget vel give ringere service på andre områder, til trods for hvad regeringen har lovet.

Demografisk træk stiger mere end serviceudgifter

Mens en lineær tendenslinje giver den bedste forklaringsgrad i grafen, er denne stadig kun på 0,34. Det betyder med andre ord, at ændringerne i det aldersbestemte udgiftsbehov rent statistisk blot kan forklare 34 procent af udviklingen i kommunernes serviceudgifter. Der er derfor mange andre faktorer, der afgører, hvorfor kommunerne generelt har haft en stigning i serviceudgifterne.

Helt præcist har kommunerne i denne periode haft en stigning i serviceudgifterne fra 248 milliarder til 252 milliarder i løbende priser, svarende til 1,7 procent. Samtidigt er det aldersbestemte udgiftsbehov steget fra 224 milliarder til 239 milliarder. I alt er det en stigning på 6,7 procent.

Det antyder altså, at kommunerne generelt enten er blevet bedre til at yde effektiv service til børn og gamle eller at de har skåret i servicen.

Sociale faktorer kan ikke forklare forskellen

Men den højere effektivitet er altså ikke alle kommuners fortjeneste, eftersom mange har haft stigninger i serviceudgifterne som langt overskrider de stigende udgifter til demografien. I forbindelse med analysen har vi derfor kigget på kommunernes socioøkonomiske indeks. Tesen var, at det måske kunne forklare de store forskelle i kommunernes serviceudgifter.

Det er der imidlertid ingenting der tyder på. Eksempelvis er den kommune, som har haft den tredjestørste stigning i det socioøkonomiske indeks, Lolland Kommune, også den kommune, som har sparet næstmest på serviceudgifterne. Omvendt har ingen af kommunerne i top 10 over højeste forøgelse af serviceudgifterne haft en stigning i det socioøkonomiske indeks på mere end to procent.

Dermed tyder analysen på, at nogen kommuner har fået væsentligt bedre service – eller mere ineffektiv styring – end andre over de seneste 5 år.

Resultaterne i analysen kan skærpe konflikten mellem kommunerne, når de den øgede serviceramme for 2021 skal fordeles til borgmestermødet i oktober.

_____________________

Fakta – Sådan har vi gjort:

Hver kommunes serviceudgifter er fundet fra de kommunale regnskaber for 2014 og 2019, som ligger i Danmarks Statistik på REGK1, REGKC og REGK31. Fra statistikkerne har vi trukket hovedkonti 0, 2, 3, 4, 5 og 6, og fratrukket tjenestemandspension og yderligere 30 poster, som ifølge KL skal fratrækkes for at finde de kommunale serviceudgifter. Herefter er statsrefusionen blevet fratrukket driftskontoen, så det kun er kommunernes egentlige udgifter, der står tilbage.  Se oversigten over opgørelsen af de kommunale serviceudgifter, som vi har fulgt, her: https://www.kl.dk/media/21402/oversigt-opgoerelse-af-serviceudgifter.pdf 

De aldersbestemte udgifter har vi fundet fra tabel 4.3 i ”Meddelelse om Tilskud og Udligning” fra Social- og Indenrigsministeriet for 2014 og 2019. Her viser kolonne 17 de samlede aldersbestemte udgiftsbehov for hver kommune. Herefter har vi udregnet, hvor meget de to udgifter er steget i procent mellem 2014 og 2019. De to er blevet sat ind i spredningsdiagrammet ovenover, hvor vi har lagt en tendenslinje ind for at give et nogenlunde billede af, hvordan de to udgifter ser ud i forhold til hinanden for en gennemsnitlig kommune. 

Fra Social- og Indenrigsministeriets nøgletal har vi fundet kommunernes socioøkonomiske indeks for henholdsvis 2014 og 2019. Det har vi sammenlignet med særligt de kommuner som lå langt fra gennemsnittet på serviceudgifterne. For nogen af de små ø-kommuner samt for København kunne det forklare lidt af udsvinget, men det generelle billede viser, at det ikke er her, forklaringen på forskellene skal findes.