Kommentar: Klassiske effektiviseringer forklædt som konsulentbesparelser

Del artiklen:
Finansminister Nicolai Wammen (S). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Finansminister Nicolai Wammen (S). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Teksten i årets kommuneaftale afslører, at konsulentbesparelser reelt blot skal skjule, at regeringen ikke vil tage medansvar for kommunale effektiviseringer.

Af Arne Ullum, [email protected]

Finansminister Nicolai Wammen (S) ville formentligt dumpe med et brag, hvis han fremlagde regnestykket bag konsulentbesparelserne i årets aftale med kommuneforhandlingerne ved en eksamen på et samfundsvidenskabeligt studie.

Forklaringen er, at det ganske enkelt ikke hænger sammen, og formentligt blot skal skjule, at regeringen gerne vil forpligte kommunerne til at effektivisere for 750 millioner kroner, uden at regeringen risikerer at skulle tage noget politisk ansvar, når effektiviseringerne udmøntes i upopulære politiske beslutninger såsom lukning af små plejehjem eller børneinstitutioner.

Dermed lægger årets kommuneaftale sig i strømmen af “velfærdsillusioner”, som har præget den nye socialdemokratiske regering: Man giver vælgerne indtryk af, at der er råd til mere velfærd, end der reelt er.

Sådan snyder man vælgerne

Regeringen lover vælgerne ekstra 750 millioner kroner til øget velfærd, hvoraf blot 250 millioner kommer fra klassiske effektiviseringer, som her kaldes “velfærdsprioriteringer”. De resterende 500 millioner kroner til borgernær velfærd skal skaffe ved at skære ned på de upopulære konsulenter.

Den fremstilling ville også være korrekt, hvis der rundt i landets kommuner blev udført overflødige konsulentopgaver for 500 millioner kroner, som man blot kunne skære væk. Men det er ikke det, som står i teksten bag kommuneaftalen.

Som du kan læse i en anden artikel her på NB-Økonomi, så viser teksten, at kommunernes egne medarbejdere skal løse de opgaver, som kommunerne i dag køber hos konsulenterne. Tesen må altså være, at kommunerne af en ukendt grund har valgt at fyre deres egne medarbejdere eller  undladt at ansætte medarbejdere, selv om de derved kunne have sparet penge.

Men selv hvis man nu antager, at kommunerne har købt konsulentydelser 30 procent dyrere, end de selv kunne producere den samme ydelse for, så skal kommunerne insource for næsten 1,7 milliarder kroner konsulentopgaver for at hente en besparelse på 500 millioner kroner.

Det kan ikke lade sig gøre, og derfor vil de reelle besparelse på konsulenter formentligt kun udgøre 100-200 millioner kroner.

Resten af pengene skal så skaffes gennem helt klassiske effektiviseringer.

Regeringen undgår at tage ansvar

Nicolai Wammen er et begavet menneske, og han sidder på toppen af nogle af landets skarpeste embedsmænd. Derfor er det yderst tvivlsomt, om ministeren eller hans embedsmænd tror på, at angrebet på konsulenterne vil udløse reelle besparelser og dermed flere penge til velfærd.

Men det er formentlig heller ikke det afgørende. Det er det derimod, at regeringen kan få kommunerne til at fortsætte de effektiviseringer, som er afgørende for velfærdssamfundets økonomiske bæredygtighed. Men vel at mærke uden regeringen skal tage et politisk medansvar for de upopulære beslutninger, som ofte følger med effektiviseringer.

Den dobbelthed fremgår med alt tydelighed af en pressemeddelelse, som finansministeren har udsendt. Her siger Nicolai Wammen:

“Det er denne regerings klare ambition at reducere brugen af eksterne konsulenter i det offentlige og i stedet bruge pengene på velfærd og den grønne omstilling. Vi vil flytte midler fra kolde hænder til varme hænder. Det er både sund fornuft og klog brug af ressourcerne, at flere opgaver løses internt af dygtige medarbejdere i det offentlige frem for af eksterne konsulenthuse.”

KL har godkendt dobbeltspillet

Hvis man genkalder det, som ikke mindst KL’s næstformand Martin Damm udtalte om konsulentbesparelserne, inden forhandlingerne om årets kommuneaftale gik igang, så er det åbenbart, at KL’s topforhandlere ikke tror på, at der kan skaffes en halv milliard i reelle besparelser.

Men KL har givet regeringen den indrømmelse, at man omdøber upopulære effektiviseringer til populære besparelser på konsulenter som led i en samlet aftale, hvor KL så har fået andre indrømmelser såsom en historisk høj anlægsramme eller en vækst i servicerammen, som også ligger i den gode ende.

Populært sagt kan man sige, at KL beder landets kommunalpolitikere om at “tage én for regeringen” som prisen for de relativt mange indrømmelser til kommunerne i aftalen.