Forskerne må først trække i kitlerne til juni

Del artiklen:
Selv om genåbningen af Danmark er i fuld gang, men de offentlige forskningsaktiviteter, der kræver tilstedeværelse, må først starte op igen 8. juni, når fase 3 af genåbningen begynder.
Fotograf: David Leth Williams/Ritzau Scanpix

Dansk Magisterforening efterlyser hjælpepakke til forskningen, som ikke er med i næste genåbningsfase.

Af Ritzau, [email protected]

Der skal gå endnu en måned, før forskerne må vende tilbage til laboratorierne.

Det fremgår af den plan for genåbningen af Danmark, som regeringen og resten af Folketingets partier blev enige om natten til fredag.

Dansk Magisterforenings formand, Camilla Gregersen, frygter, at det i nogle tilfælde kan betyde, at vigtig viden vil gå tabt.

– Det går ud over forskning i blandt andet kræft og vacciner, ulighed og kulturarv, og det rammer særligt de unge forskere hårdt, fordi de har en begrænset tidsperiode til at nå i mål med nye resultater, siger hun.

De offentlige forskningsaktiviteter, der kræver tilstedeværelse, må først starte op igen 8. juni, når fase 3 af genåbningen begynder. Det er selv om storcentre, restauranter og caféer har fået lov at åbne i løbet af maj.

– Det er hovedløst, at politikerne ikke prioriterede forskerne i denne omgang. Vi ved, at forskernes arbejde giver lavt smitteaftryk og høj værditilvækst. Derfor var det oplagt at sende dem tilbage til arbejdet nu, siger Camilla Gregersen.

/ritzau/