Strid om mindre knast udskyder forlig om udligning til tirsdag

Del artiklen:
Det var angiveligt en mindre uenighed om en detalje mellem regeringen og Venstres forhandlere, som sent i aftes fik finansministeren til at udskyde den planlagte offentliggørelse af en aftale.
Det var angiveligt en mindre uenighed om en detalje mellem regeringen og Venstres forhandlere, som sent i aftes fik finansministeren til at udskyde den planlagte offentliggørelse af en aftale. - Foto: Ida Guldbaek Arentsen/Ritzau Scanpix

Sent i aftes medførte uenighed om et mindre spørgsmål en udskydelse af udligningsaftalen mellem S, R og V, som først ventes offentliggjort tirsdag. Møder med øvrige partier blev sent i aftes udskudt.

Af Arne Ullum, [email protected]

Få timer før forhandlerne fra regeringen, Venstre og De Radikale skulle godkende den endelige aftale om en reform af den kommunale udligning opstod der så meget uenighed om det der betegnes som en mindre knast, at finansminister Nicolai Wammen sent søndag aften valgte at aflyse møder med de øvrige partier her til morgen, erfarer NB-Økonomi.

De øvrige partier som fortsat er i forhandlingerne, dvs. Enhedslisten, SF, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, skulle efter planen på møderne mandag formiddag have fået præsenteret aftalen og en mulighed for at tilslutte sig den.

Embedsmændene i Finans- og Indenrigsministeriet har angiveligt arbejde hen over natten og morgenen med at finde en teknisk løsning på det sidste udestående, og alle kilder NB-Økonomi har talt med understreger, at alt tegner til et forlig i løbet af mandagen. Møderne med de øvrige partier bliver dermed formentligt først tirsdag morgen og formiddag.

Herefter bliver spørgsmålet om de øvrige partier vil tilslutte sig. 

Ifølge NB-Økonomis oplysninger har Venstre blandt andet sikret, at de nordsjællandske kommuner slipper væsentligt billigere end i regeringens oprindelige udspil, ligesom fordelingen af penge fra de to særpuljer nu skulle være fordelt mere ligeligt mellem S og V ledede kommuner. En analyse her i NB-Økonomi viste i sidste uge, at 16 ud af 22 kommuner med højt tilskud var S-ledede.

I lyset af, at Venstre angiveligt har fået relativt markante indrømmelser og dermed trukket regeringens udspil i retning af det, som VLAK-regeringen foreslog i 2017, så er det meget tvivlsomt at Enhedslisten tilslutter sig aftalen. 

I og med at De Konservative og Liberal Alliance allerede blev udelukket fra forhandlingerne i den indledende fase, så samler interessen sig især om SF og Dansk Folkeparti tilslutter sig aftalen.

NB-Økonomi følger forhandlingerne og sender ekstra nyhedsbreve ud, hvis der kommer afgørende nyt.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her