Lukning af restauranter og detailhandel har kostet under krise

Del artiklen:
Finansminister Nicolai Wammen (S) og regeringen forhandler i øjeblikket med Folketingets partier om næste fase i genåbningen af Danmark. Tirsdag er en økonomisk analyse blevet sendt til Folketingets Finansudvalg. Analysen viser blandt andet, at det koster meget at holde restauranter og detailhandlen lukket. (Arkivfoto)
Fotograf: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

En økonomisk analyse fra Finansministeriet peger på, at produktionen er gået tilbage mellem 10 og 20 procent.

Af Ritzau

Det er dyrt at holde restauranter og detailhandlen lukket under coronakrisen. 

 Det viser en analyse af dansk økonomi under krisen, som Finansministeriet har fået udarbejdet, og som tirsdag er blevet oversendt til Folketingets Finansudvalg. 

 – Med den analyse, som vi i dag har oversendt til Folketinget, har vi et tydeligere billede af, hvor voldsom krisen er, og hvor den har ramt hårdest, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse. 

 – Samtidig viser analysen, at det er svært at adskille effekten af de tiltag, der er sat i værk mod sygdommen, og det faktum, at danskerne simpelthen har ændret adfærd og er blevet mere tilbageholdende i deres forbrug, siger han.

 De politiske partier er i gang med at forhandle om, hvordan den såkaldte fase 2 af genåbningen af Danmark skal foregå. 

 Venstre har blandt andet været fortaler for, at restauranter og storcentre skal stå forrest til at åbne i næste fase af genåbningen.

 Det skyldes, at disse erhverv bidrager mest til samfundsøkonomien, hvilket bliver nævnt i analysen fra Finansministeriet. 

 – Samlet set peger de tilgængelige datakilder på, at produktionen (den samlede produktion, red.) er gået tilbage med mellem 10 og 20 procent, men med betydelig variation på tværs af brancher, idet især hoteller og restauranter er hårdt ramt, lyder det i rapporten. 

 Det understreges i rapporten, at tallene er forbundet med usikkerhed. 

 Også detailhandlen er ramt med lukningen af indkøbscentre og hårde restriktioner for butikker, der fortsat har holdt åbent, siden statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts annoncerede nedlukningen. 

 – Lukningen af indkøbscentre med videre anslås at påvirke omtrent 25 procent af den samlede detailhandels produktion i den periode, hvor tiltaget varer ved. 

 – Det svarer til, at omtrent 60.000 beskæftigede er påvirket af tiltaget, skriver Finansministeriet i rapporten.

 /ritzau/