Centraliseringen sker også i land- yderkommuner

Del artiklen:

Nye tal afslører, at urbanisering ikke blot sker på nationalt plan, men også på lokalt plan. Borgere søger nemlig mod de større byer i kommunerne.

Af Peter Risager, Researcher, [email protected]

Danskerne flygter ikke bare fra landkommunerne ind til de store byer – de flygter også fra de små landsbyer til de større byer i landkommunerne. Det viser nye tal i den såkaldte byopgørelse fra Danmarks Statistik, som blev offentliggjort i dag.

Affolkningen af de små landsbyer skaber nye udfordringer for de landkommuner, som ikke allerede har centraliseret deres kommunale service i de større byer i kommunen.

Opgørelsen viser, at der i stort set alle landets kommuner er sket et fald i andelen af borgere, der bor i byer med under 500 indbyggere. Derfor er det ikke blot på nationalt plan, at folk flytter fra land til by, men også en klar tendens i de enkelte kommuner.

Det kan betyde en forringet service i kommunerne, hvor personalet skal bruge mere tid på transport, folk har længere til skole og børnehave, og de små samfund får generelt sværere ved at overleve.

Se i kortet herunder, hvordan udviklingen er i din kommune. Artiklen fortsætter under kortet.

Der er en nedre grænse for, hvornår en by er for lille til at have en børnehave, folkeskole eller plejehjem, og i takt med at flere flytter fra de små landsbyer bliver det dermed sværere at få velfærden ud til alle borgere. Og det koster mange ressourcer i yderkommunerne, der dækker store arealer. 

Flere kommuner har allerede justeret deres service for at imødekomme problemet med, at de små landsbyer bliver lagt øde hen. Det gælder eksempelvis Hjørring Kommune, hvor man ifølge kommunaldirektør Tommy Christiansen derfor ikke er påvirket af de nuværende udviklinger.

“Vores service er rettet til ved en større omstrukturering for 5-6 år siden, hvor vi blandt andet måtte lukke skoler i de mindste landsbyer. Derfor mærker vi ikke den store effekt af bevægelserne lige nu,” siger han. 

Kigger man fremad, ser tendensen generelt ud til at fortsætte, da langt størstedelen af landets kommuner stadig oplever et fald i 2020, når man blot sammenligner med 2019. Derfor må man antage, at udflytningen fra landsbyerne repræsenterer en problematik, som kommunerne i stigende grad skal være opmærksomme på.