Forstå beskæftigelsestilskuddet på tre minutter

Del artiklen:
Under en ung Lars Løkke Rasmussen (V) besluttede man i 2009, at beskæftigelsesindsatsen for forsikrede ledige skulle flyttes til kommunerne.
Under en ung Lars Løkke Rasmussen (V) besluttede man i 2009, at beskæftigelsesindsatsen for forsikrede ledige skulle flyttes til kommunerne. - Foto: Ritzau Scanpix / Nils Meilvang

Det omdiskuterede beskæftigelsestilskud har længe mødt stor kritik. Læs her, hvordan det er skruet sammen.

Af Peter Risager, [email protected]

Da man i 2009 aftalte, at beskæftigelsesindsatsen skulle overgå til kommunerne, indførte man samtidig beskæftigelsestilskuddet, som samlet skulle kompensere kommunernes beskæftigelsesindsats under et.

For at fremme kommunernes incitament for at forbedre beskæftigelsesindsatsen, blev systemet opbygget på en måde, så tilskuddets størrelse afhænger af, om man nedbringer ledigheden mere eller mindre end andre kommuner i landsdelen.

Tilskuddet består grundlæggende af to dele: Et grundtilskud og et merudgiftsbehov.

Grundtilskuddet giver kommunerne et beløb svarende til det samlede tilskud, som den fik to år før det nye tilskud gives. Det betyder i princippet, at hvis en kommune formår at nedbringe ledigheden over to år, får de et tilskud, som overstiger deres udgifter. Hvis de omvendt har fået et højere antal forsikrede ledige, vil deres udgifter overstige tilskuddet.

Merudgiftsbehovet opgøres som de faktiske udgifter for en landsdel, fratrukket grundtilskuddet. Det blev indført, fordi der i 2010 var store regionale forskelle i arbejdsløsheden. Mellem kommunerne i landsdelen bliver tilskuddet fordelt efter antallet af bruttoledige to år tilbage. Derfor vil kommuner med et stigende antal ledige i forhold til landsdelen underkompenseres, mens kommuner med et faldende antal ledige overkompenseres.

Udover de to nævnte dele, består beskæftigelsestilskuddet af en lang række særtilskud, som har til formål at sikre en mere rimelig fordeling.

Tilskud rammer skævt

Fordi beskæftigelsestilskuddet i begge af de to dele afhænger af tidligere år, dannes en lang kæde, som går helt tilbage til indførelsen i 2010. På det tidspunkt var ledigheden på sit højeste, og var særligt høj i yderkommunerne. Derfor er yderkommunerne over en årrække blevet belønnet for en stærk beskæftigelsesindsats, selvom en stor del af udviklingen kan tilskrives, at man har bevæget sig fra lavkonjunktur til højkonjunktur. 

Ledigheden i de store bykommuner påvirkes ikke i samme omfang af konjunkturudsving. Det skyldes, at man har relativt færre produktionsarbejdspladser, og flere offentligt ansatte. Samtidig bærer man en stor del af dimittendledigheden, som blev forværret med fremdriftsreformen i 2015. 

En anden usikkerhed ved tilskuddet er, at det ikke måles efter ledighedsprocent, men antallet af ledige. Derfor er det en ulempe at have en tilflytning af 18-64 årige, mens det er en fordel at have en udflytning af denne befolkningsgruppe. Hvis en ledig flytter på tværs af en kommunegrænse, giver det nemlig en stigning i ledige til tilflytningskommunen, og et fald i den kommune, der fraflyttes. 

Samlet betyder effekterne, at beskæftigelsestilskuddet i dag rammer skævt, så yderkommuner generelt overkompenseres, mens bykommuner underkompenseres. Tilskuddet, som oprindeligt skulle belønne en god beskæftigelsesindsats i kommunerne, har derfor mødt stor kritik. Det har medført, at man for flere år siden aftalte at afskaffe beskæftigelsestilskuddet med en ny udligningsreform.

Derfor er det også en del af regeringens udspil til en udligningsreform, at man afskaffer beskæftigelsestilskuddet. Lykkes det at få en reform på plads som skal gælde fra 2021, vil vi altså kunne vinke farvel til det udskældte tilskud ved årets udgang.