Cepos: Svært at få hurtigt gang i offentlige investeringer

Del artiklen:
Cheføkonom hos den borgerlig-liberale tænketank Cepos Mads Lundby Hansen anerkender de gode intentioner fra politisk hold. Men han påpeger, at det kan blive meget svært at fremrykke offentlige investeringer, som det ellers er hensigten med den midlertidige ophævelse af anlægsloftet. (Arkivfoto)
Fotograf: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Mads Lundby Hansen fra Cepos mener, at sporene skræmmer efter aftalen om midlertidigt at ophæve anlægsloftet.

Af Ritzau

Et klassisk initiativ med gode intentioner fra politikere under en økonomisk krise. Men desværre erfaringsmæssigt kun med en lille effekt. 

 Det siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom hos den borgerlig-liberale tænketank Cepos, om torsdagens aftale mellem regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.

 Aftalen skal understøtte Danmarks økonomi under coronakrisen og sikre arbejdspladser. Det skal blandt andet ske ved midlertidigt at ophæve anlægsloftet, så kommuner og regioner kan bygge og renovere mere resten af året. 

 – Det kan lyde godt og handlekraftigt, men det kan være meget svært at fremrykke offentlige investeringer i praksis, siger Mads Lundby Hansen. 

 Kommunernes Landsforening vurderer, at der kan fremrykkes investeringer for 2,5 milliarder kroner i år. 

 Pengene skal bruges til at energirenovere bygninger og andre tiltag, der kan reducere kommunernes energiforbrug.

 Men sporene fra tidligere kriser skræmmer, påpeger Mads Lundby Hansen. 

 Han siger, at tidligere regeringer under statsministrene Poul Nyrup Rasmussen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) prøvede med samme metode i krisetider.

 – Risikoen er, at investeringerne først kommer i gang med års forsinkelse, hvor der er gang i økonomien. Erfaringerne med fremrykning af offentlige investeringer er ikke så gode. 

 – Erfaringen er, at de ikke kommer i gang til tiden. Det så man ved fremrykningen i forbindelse med kriserne i 1993/94 og i 2009/10, siger Mads Lundby Hansen. 

 Flere aspekter gør sig gældende, når man skal forklare, hvorfor det ikke altid går så stærkt med at få gang i byggeri og renoveringer i offentligt regi. 

 – Erfaringen med offentlige investeringer og anlægsarbejder er, at de skal planlægges, der skal foretages nabohøringer, ændringer i lokalplaner, og der skal gennemføres licitationer. 

 – Alt det tager tid og giver forsinkelser, siger Mads Lundby Hansen. 

 /ritzau/