Udligningsreform: Nu kan det koste halv mio. kr. at anbringe borger udenfor kommunegrænse

Del artiklen:
Kommunerne vælger ofte at anbringe handicappede borgere på institutioner udenfor kommunen, fordi borgeren her kan få en bedre behandling. Men det bliver markant dyrere i fremtiden.
Kommunerne vælger ofte at anbringe handicappede borgere på institutioner udenfor kommunen, fordi borgeren her kan få en bedre behandling. Men det bliver markant dyrere i fremtiden. - Foto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix

Kommuner anbringer ofte borgere på institutioner i andre kommuner, som er bedre for borgeren. Men nye udligningsregler gør det markant dyrere. Se to eksempler her.

Af Arne Ullum, [email protected]

Regeringens forslag til udligningsreform skærper kraftigt kommunernes økonomiske incitament til at anbringe børn og handicappede på institutioner placeret i egen kommune fremfor at bruge tilbud i andre kommuner.

Årsagen er, at alle kriterier i den kommunale udligning på nær to i fremtiden vil være styret af, hvor en borger bor, og ikke hvilken kommune, som skal betale for borgeren. Det betyder, at en kommune kan miste et udligningstilskud på over en halv million kroner ved at anbringe et barn udenfor kommunegrænsen, mens tabet på handicappede er lavere.

NB-Økonomi har ikke kendskab til data, som viser, i hvilket omfang dette økonomiske incitament påvirker kommunernes beslutning om placering af borgere. Hvis kommunerne handlede rationelt i økonomisk forstand, så skulle de indregne tilskuddet i deres beslutning. 

Ifølge Michael Graatang, der er direktør for LOS – Landsorganisationen for Sociale Tilbud, så vil de nye regler yderligere understøtte “gammeldags kommunetænkning, med at man kan klare det hele selv.”

”Konsekvenserne på den lidt længere bane, hvis kommunerne vælger egne tilbud ved nyvisiteringer, kan være, at de højt specialiserede tilbud bliver pressede og må lukke,” siger han. 

Hvor stor effekten præcis bliver, er ifølge LOS-direktøren svært at afgøre, fordi “strategien fra kommunerne har i forvejen været ret offensiv, så potentialet for, hvor mange der kan hjemtages, yderligere må være ved at være nået.”
Kommunen mister 500.000 kroner

Hvis kommunerne reagerer på de økonomiske incitamenter – som de ifølge LOS-direktøren allerede gør – så vil det ifølge den økonomiske teori ændre prioriteringen.
Rent økonomisk skal en institution i anden kommune, som kan levere samme kvalitet, være så meget billigere, at prisbesparelsen kan opveje den tabte udligning. I værste fald er det over 500.000 kroner for eksempelvis et ti-årigt barn.

Rent kvalitetsmæssigt skal kommunen vurdere, at den bedre kvalitet hos en institution i en anden kommune er så stor, at det kan opveje tabet af udligning.

Netop for at undgå denne kassetænkning, indførte firkløverregeringen i 1984 det såkaldte betalingskommune-princip, hvor det på en lang række punkter blev den kommune, som skulle betale for borgeren, som også fik tilskudene til borgeren.

Læs også:
Britta indførte det - Astrid afskaffer det. Læs historien om betalingskommuner

Men det princip er på flere og flere punkter gledet ud af den kommunale udligning gennem årene til fordel for bopælskommunen, og regeringens forslag til udligningsreform vil nu stoppe med at bruge betalingskommune-princippet i alle på nær to kriterier (børn med enlige forsørgere og enlige over 65 år).

Læs også:
Kommuner straffes for at anbringe udsatte borgere i andre kommuner

Derfor mister kommuner penge ved at anbringe udenfor kommunen

Den kommunale udligning består af en række kriterier, som hver især udløser et udgiftsbehov, som kommunerne i fremtiden får 95 procent i udligning af – enten ved et øget bidrag fra udligningen eller i form af en mindre betaling til udligningen.

NB-Økonomi har set på et barn på ti år, som anbringes i familiepleje, og en 35-årige handicappet, som anbringes på en institution. Her er en oversigt over, hvor store beløb en kommune kan tabe, hvis den vælger en plejefamilie eller et socialt tilbud udenfor kommunen. Opgørelsen skal ses som det maksimale tab, da et en borger ofte kun vil udløse en del af kriterierne.

Derudover kan barnet udløse den særlige indvandrerudligning, som i dag er på 31.245 kroner pr. år, men som ventes at blive sat ned i en reform af kommunale udligning.

NOTE 3.6. 2020: Det er senere blevet klart, at regeringen helt afskaffer betalingskommunefolketallet, og dermed vil alle parametre i fremtiden følge bopælskommunen. Dermed er gevinsten ved at tage en borger hjem lidt større end angivet i artiklen.

Rettelse: 20.3. I en tidligere version af artiklen blev der ved en fejl vist en forkert udgave af dataene for et barn. Alle konklusioner i artiklen var baseret på de korrekte tal, som nu fremgår af skemaet.