Se effekten af omlægning fra betalingskommune til bopælskommune

Del artiklen:

Se her, hvad det betyder for landets kommuner, at man ændrer opgørelsen af demografiske udgiftsbehov fra betalingskommune til bopælskommune.

Af Peter Risager, Researcher, [email protected]

Regeringens udligningsudspil lægger op til, at man ændrer opgørelsen af kommunale folketal i det demografiske udgiftsbehov fra betalingskommune til bopælskommune.

I det nuværende system opgør man det demografiske udgiftsbehov efter antallet af borgere, som kommunen har betalingsforpligtelse for. Det vil altså sige både de borgere, som har bopæl i egen kommune og udenfor kommunegrænsen, men som kommunen betaler for. I alt er der 27.596 danskere, som bor i en anden kommune end den, der betaler for borgerens velfærd.

Det betyder, at der i udligningsudspillet bliver flyttet mange millioner på tværs af kommunegrænserne, fordi en del af pengene for betalingsborgere udenfor kommunegrænsen nu tilfalder bopælskommunen frem for betalingskommunen.

Dermed bliver der taget penge fra kommunerne, som har flere betalingsborgere placeret i andre kommuner, end de har borgere med bopæl i kommunen, som andre betaler for.

Klik på det interaktive kort for at se, hvor mange borgere det drejer sig om for din kommune. Kommuner med et positivt tal – de blå – vinder umiddelbart.

Omvendt er der flere kommuner, som umiddelbart vinder på ændringen. Det drejer sig især om landkommunerne, som står til at få flere penge udbetalt, da deres demografiske udgiftsbehov pludselig stiger.

Særligt børn og ældre anbragt udenfor kommunegrænsen vil flytte mange penge, da de demografiske udgiftsbehov er højst for borgere mellem 0-16 og over 65 år. Derfor får den modtagende kommune med mange betalingsborgere i disse aldersgrupper særligt stor gevinst fra denne omlægning.

Ændringen af opgørelsen har ikke blot betydning for de enkelte kriterier i det demografiske udgiftsbehov, men også for beregningen af skattegrundlaget pr. indbygger. Den ændres, fordi den følger det demografiske udgiftsbehov.

De fleste betalingsborgere er socialt udsatte, som indbetaler ingenting eller meget lidt i skat. Derfor vil ændringen betyde, at det gennemsnitlige skattegrundlag pr. indbygger falder for kommuner, som har mange betalingsborgere fra andre kommuner.

Den egentlige indbetaling ændres ikke, men fordi den fordeles på flere borgere, vil gennemsnittet falde. Det betyder i udligningssammenhæng, at kommuner, som pludselig får flere borgere, har krav på flere udligningskroner.

Ændringen kan fordreje kommunernes incitament for valg af sociale tilbud, hvilket du kan læse mere om i dagens anden historie på NB-Økonomi.

Se i tabellen herunder, hvor stor forskellen er mellem betalingsfolketal og bopælsfolketal, og om din kommune vinder eller taber penge på denne ændring: