
Social- og indenrigsministeren taler ifølge hendes partifælle borgmester Arne Boelt usandt, når hun i et debatindlæg skriver, at alle nordjyske kommuner vinder på regeringens forslag til udligningsreform.
Af Arne Ullum, arne@nb-medier.dk
Den socialdemokratiske borgmester i Hjørring, Arne Boelt, beskylder nu direkte sin parifælle, social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), for at tale “usandt” om regeringens forslag til en udligningsreform.
Anledningen er, at ministeren i et debatindlæg i Nordjyske skrev, at “denne omfordeling kommer Nordjylland til gode, hvor alle kommuner vil modtage i udligning med regeringens udspil”.
Men det er ifølge Arne Boelt “usandt”, skriver han i læserbrev i samme avis.
Baggrunden for striden er, at regeringen – som afdækket her i NB-Økonomi – i sin udregning af effekten for de enkelte kommuner ikke har sammenlignet med den faktiske udbetalte udligning til kommunerne i 2020, men derimod med et konstrueret sammenligningstal, hvor regeringen har taget et gennemsnit af udbetalt udligning for faldende folketal i de seneste tre år.
“I dette fiktive sammenligningsgrundlag er Hjørring Kommunes indtægter fra tilskud og udligning reduceret med 27 mio. kr. i forhold til ministeriets faktiske budgetudmelding for 2020. Når regeringen siger, at Hjørring Kommune vinder 15 mio. kr. i udligning, så er det ud fra en sammenligning med dette fiktivt lave udgangspunkt,” skriver Arne Boelt.
Han påpeger på den baggrund, at Hjørring reelt taber 12 millioner kroner, hvis regeringens forslag bliver til virkelighed.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) afviser kritikken fra sin partifælle,
”Jeg har forståelse for, at alle kommuner kæmper for deres egen sag. Der er meget på spil, og vi forhandler netop nu med partierne for at finde den bedste løsning til en mere retfærdig udligning. Kritikken er dog uberettiget. Regeringens udspil bygger på en fuldstændig retvisende og faglig korrekt måde at sammenligne effekterne med den nuværende udligning, og her står Hjørring kommune til en gevinst.”
Borgmester: Jeg kan ikke betale lønninger med fiktive penge
Arne Boelt afviser regeringens opgørelse, fordi han mener, at der er tale om en fiktiv gevinst.
“Folketinget kan godt vedtage lovgivning ud fra fiktive beregningsforudsætninger, men jeg kan ikke lave et fiktivt budget eller aflønne mine medarbejdere med en fiktiv løn. Lille Søren kan heller ikke få skiftet ble af en fiktiv pædagog, og fru Hansen kan ikke få hjemmehjælp fra en fiktiv hjemmehjælper,” skriver Arne Boelt.
Han opfordrer derfor regeringen til at offentliggøre alle tal vedrørende kommunernes fremtidige udligning sammenlignet med den faktiske udligning i 2020.
“Jeg vil også opfordre til, at mellemregningerne bliver lagt frem, så vi kan få luset de fiktive forudsætninger ud,” skriver borgmesteren.
Opgør kommer efter ministeren udstillede Boel på Økonomisk topmøde
Det er usædvanligt, at en borgmester beskylder en partifælle i regeringen for at tale usandt. Men forholdet mellem netop Arne Boelt og Astrid Krag har været usædvanligt dårligt, efter ministeren holdt en tale på Kommunaløkonomisk Forum i januar, der blev opfattet som et usædvanligt hårdt angreb på netop Arne Boelt.
Talen kom umiddelbart efter, Arne Boelt havde modtaget massiv offentlig kritik fra blandt andet Ældre Sagen for at lukke et mindre plejecenter for at skabe balance på kommunens budget. Ministeren udtalte sig ikke direkte om sagen i Hjørring, men udtalte sig i sin tale meget klart imod kommuner, som lukker små plejecentre for at spare.