KMF-kritiker: Rapporten er ubrugelig

Del artiklen:

Manden, der igangsatte kritikken af KMF, socialudvalgsformand Henning Sørensen fra Morsø, kalder ny rapport ubrugelig, fordi den ikke behandler uigennemskueligheden i systemet.

Af Uffe Gardel, [email protected]

Den nye rapport om den kommunale medfinansiering får hård kritik af den kommunalpolitiker, der var den første til at kritisere systemets uigennemskuelighed. For rapporten behandler nemlig slet ikke problemet med, at kommunerne i mange tilfælde ikke ved, hvad de betaler for, og derfor heller ikke kan styre deres økonomi.

“Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad man kan bruge den rapport til, siger Henning Sørensen, som er formand for socialudvalget i Morsø kommune (V).

“Jeg vil gerne have svar på, hvordan jeg som socialudvalgsformand kan hente penge hjem til min kommune ved forebyggende arbejde. Det vil jeg gerne have et svar på,” siger han.

“Det er lidt rystende, at man bruger så meget energi på en rapport, som ikke forholder sig til det væsentligste problem, nemlig uigennemskueligheden. Systemet skulle give kommunerne et incitament til tiltag, som kan forebygge, at folk kommer på hospitalet. Det gør vi meget for på Mors, vi har blandt andet et  afklaringscenter, vi kan sende folk ud på, hvor vi tidligere var nødt til at sende dem på sygehus. Men hvordan skal vi forholde os, når vi ikke kan se, hvad vi betaler for – hvordan skal vi så kunne forebygge? Systemet fortæller mig intet om, hvordan jeg kan få min KMF ned. Og det forholder rapporten sig overhovedet ikke til.”

Henning Sørensen kæmpede i begyndelsen ret alene for sit synspunkt: at KMF-systemet var uigennemskueligt, men efter 2018-regningerne har 18 kommuner henvendt sig i Sundheds- og Ældreministeriet for at få en forklaring.

“Da jeg begyndte se på det, gik der over et halvt år, før regionen indrømmede, at systemet var uigennemskueligt,” siger Henning Sørensen.

“Jeg fandt for eksempel ud af, at man havde en anden måde at registrere indlæggelser på i Thisted end i Hjørring (Aalborg Universitetshospital, Thisted og Regionshospital Hjørring, red.), som betød, at vi blev bonnet for flere penge i Thisted end i Hjørring.  Det var lidt svært at læse sig til, og vi har ingen mulighed for at påvirke, om borgere indlægges det ene eller andet sted.”