Aktivering var virkningsløst

Del artiklen:
Thomas Kastrup-Larsen, formand for KLs arbejdsmarkedsudvalg: Hvorfor straffe kommunerne for ikke at aktivere, hvis aktivering ikke virker? Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Thomas Kastrup-Larsen, formand for KLs arbejdsmarkedsudvalg: Hvorfor straffe kommunerne for ikke at aktivere, hvis aktivering ikke virker? Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det havde stort set ingen virkning på beskæftigelsen, at kommunerne efter 2011 skar kraftigt ned på den mest udbredte aktiveringsform, ‘Vejledning og opkvalificering’. Virksomhedspraktik har derimod en vis virkning.

Af Uffe Gardel, [email protected]

Det gjorde tilsyneladende ingen som helst forskel, at kommunerne i 2011 begyndte at skrue kraftigt ned for aktivering i form af vejledning og opkvalificering.

Det gjorde kommunerne, fordi refusionsreformen i 2011 fjernede det statslige tilskud til denne aktiveringsform. Efter 2011 blev kommunernes brug af aktiveringsformen næsten halveret, mens der skete en svag stigning i andre former for aktivering – virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud.

Men der skete ingen mærkbar ændring i, hvor hurtigt kontanthjælpsmodtagere kom i arbejde. Det viser en ny undersøgelse fra Rockwool Fonden.

null

“Resultaterne peger på en – i bedste fald – meget begrænset effekt af selve omfanget af aktivering,” hedder det i Rockwool Fondens egen sammenfatning af undersøgelsen.

I undersøgelsen har man set nærmere på resultaterne i en gruppe af kommuner, som skar særlig voldsomt ned på ‘Vejledning og opkvalificering’, men heller ikke dér kunne man konstatere nogen virkning på kontanthjælpsmodtagernes beskæftigelse.

Refusionsreformen afspejlede en opfattelse på Christiansborg af, at kommunerne i for høj grad sendte kontanthjælpsmodtagere i ‘Vejledning og opkvalificering’ – og mere for at hjælpe på de kommunale budgetter end for at bringe kontanthjælpsmodtagere i arbejde.

Og netop dét nævner formanden for KL’s arbejdsmarkedsudvalg, Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), som en grund til at tolke resultatet med varsomhed.

“Det kan jo tænkes, at dem, man lod være med at sende i aktivering (efter refusionsreformen, red.), netop var dem, som ville have det mindste udbytte af den,” siger han til NB-Beskæftigelse.

Ønsker mere frihed

Kastrup-Larsen deltog tirsdag i en debat med direktør for Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad, da Rockwool Fonden præsenterede undersøgelsen. I debatten sagde han, at undersøgelsen var “en rigtig god læring at få”, selv om han også erklærede sig “ikke overrasket; jeg havde fået lignende meldinger fra andre kommuner og vores egne folk om, hvad der virker.”

Han pegede på, at med den nye forenklede beskæftigelsesindsats kan kommuner sættes under administration, hvis ikke de lever op til to kriterier for beskæftigelsesindsatsen, nemlig antallet af samtaler og omfanget af aktivering. Og hvorfor egentlig det? spurgte Thomas Kastrup-Larsen og anbefalede, at man i stedet gav kommunerne større frihed til at vælge redskaber i beskæftigelsesindsatsen; den nye refusionsreform fra 2015 giver i sig selv kommunerne et kraftigt incitament til at få folk i job hurtigt.

Og det, som virker bedst, er virksomhedspraktik og tæt samarbejde mellem jobcentre og lokalt erhvervsliv; det var Thomas Kastrup-Larsen og DA’s Jacob Holbraad enige om.

Er fem procent meget eller lidt

Og hvor godt virker det så? I et parallelt forskningsspor har Rockwool Fonden set på virkningen af virksomhedspraktik. Undersøgelsen viser, at et år efter, at kontanthjælpsmodtagere har været i virksomhedspraktik, er “knap fem procent” af dem i ustøttet beskæftigelse i praktikvirksomheden.

Er det så meget eller lidt? Direkte adspurgt sagde forskeren bag undersøgelsen, Anders Bruun Jonassen, at han var overrasket over tallet.

“Jeg synes, resultaterne er fornuftige nok i forhold til den samlede beskæftigelse, men jeg havde nok forventet, at det var flere, som blev ansat,” sagde han, og ingen af de øvrige deltagere i briefingen virkede ret begejstrede for de knap fem procent – som i øvrigt bliver til syv procent, når man tæller den akkumulerede beskæftigelse ved at medregne alle, som har haft mindst seks ugers beskæftigelse i året efter virksomhedspraktik.

Og det syntes Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør og analysechef i tænketanken Cevea, faktisk var et fint resultat.

“Jamen, jeg synes, det er mega,” sagde han. “De syv procent svarer til 13.000 mennesker – jamen, hvad havde I ventet? Det er ti gange mere, end det giver at flytte beløbsgrænser i forskerordningen.”

Det fik undersøgelsens forfatter, Anders Bruun Jonassen, på banen.

“Vi kan altså ikke sige, at det er effekten af virksomhedspraktikken,” advarede han. “Vi ved jo ikke hvor mange af dem, som ville have fundet beskæftigelse i andre virksomheder.”