Regeringen glemte en del af sandheden om justering af scoioøkonomisk procentsats i udligningen

Del artiklen:

Regeringen har uden baggrund i analyser fra Finansieringsudvalget ændret en vigtig procentsats i udligningssystemet. Det har sikret S-kommuner på Vestegnen og de store byer ekstra penge på landkommunernes bekostning.

Af Arne Ullum, [email protected]

Det var ikke hele sandheden, som kom med, da regeringen i sin pjece om det nye udligningssystem skrev, at en opjustering af det såkaldte socioøkonomiske udgiftsbehovskriterium forhøjes med 1 procentpoint “særligt [er] til gavn for yderkommuner i Syd- og Vestsjælland”

Regeringen glemte tilsyneladende at fortælle, at ændringen også er til gavn for København, Aarhus, Odense og kommunerne på den københavnske vestegn.

Og det er næppe uvidenhed, som er årsag til den selektive gengivelse. I Finansieringsudvalgets rapport fra 2018 – som ifølge regeringen udgør det analytiske fundament under reformen – står der klart og tydeligt om effekten af, at det socioøkonomiske udgiftsbehovskriterium de seneste år har været sat op med 0,25 procent om året:

“Denne dynamik i vægtningen har givet anledning til støt voksende udgiftsbehov hos især kommuner på den københavnske vestegn, visse større bykommuner og visse kommuner i den sydlige del af landet. Effekten er beskeden fra år til år, men akkumuleret over en årrække bliver virkningen betydende.”

Og det er ikke småpenge der tales om. Regeringens forslag om at hæve kriteriet med 1,25 procent inden det fastfryses  på 34,50 procent vil ifølge udregninger NB-Økonomi har fået gennemført på en såkaldt udligningsberegner sikre Vestegnen og de store universitetsbyer en gevinst på cirka 150 millioner kroner.

Taberne er landkommunerne i provinsen og de nordsjællandske kommuner.

Teknisk forklaring på at det først og fremmest hjælper de store byer

Umiddelbart lyder det som en hjælpende hånd til de socialt udsatte kommuner, når regeringen vil hæve et “socioøkonomiske udgiftsbehovskriterium”.

Men som ofte er den kommunale udligning mere kompliceret end som så.

Grundlæggende handler det om, at de 33,25 procent – som kriteriet er idag – tages ud af det samlede udgiftsbehov ved at man reducerer den gennemsnitlige udgift for hver enkelt aldersgruppe med 33,25 procent.

Det betyder, at der tages 67.000 fra det udgiftsbehov som en 85+ årig udløser, mens der kun tages 12.000 kroner fra det udgiftsbehov, som en 25-29 årig udløser.

Og da pengene fra det socioøkonomisk udgiftsbehov til kommunerne er ens uanset aldersgruppen, så får en gennemsnitskommune 21.034 kroner pr indbygger. Derfor bliver underdækningen af kommunens udgifter for børn og ældre større og større des højere procenten for det socioøkonomiske udgiftsbehov bliver.

Kommuner med store socialeudgifter og et højt socioøkonomisk udgiftsbehov naturligvis og dermed et højt socioøkonomisk indeks nyder godt af, at den gennemsnitlige betaling fra de socioøkonomiske indeks øges.

Årsagen er, at alle kommuner får ganget den gennemsnitlige betaling pr. borger for sociale forhold med det socioøkonomiske indeks, og derfor vil tabet på de ældre og børnene for disse kommuner opvejes af flere penge fra de sociale kriterier.

Nedenstående graf er udarbejdet af udligningseksperterne i RimeligUdligning, men NB-Økonomi har gennemgået tallene med uafhængige kilder, ligesom konklusionen i materialet stemmer meget præcist med Finansieringsudvalgets konklusioner.

null

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her