Ændrede data for nomadebørn koster primært provinskommuner en kvart milliard i udligning

Del artiklen:
Daværende økonomi- og indenrigsminister tweetede i 2012 glad til landkommunerne, at de havde fået 400 millioner ekstra i kommunal udligning. Nu viser det sig, at de 250 løber tilbage igen på grund af overset effekt af kommunesammenlægningerne.
Daværende økonomi- og indenrigsminister tweetede i 2012 glad til landkommunerne, at de havde fået 400 millioner ekstra i kommunal udligning. Nu viser det sig, at de 250 løber tilbage igen på grund af overset effekt af kommunesammenlægningerne. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Så er den gal med endnu en af statistikkerne bag fordelingen af kommunal udligning. Læs her, hvordan 250 af de 400 millioner, der skulle gå til landkommuner, er røget retur til især hovedstadskommunerne.

Af Arne Ullum, [email protected]

En lang række provinskommuner og især yderkommunerne har tabt omkring en kvart milliard kroner om året, fordi grundlaget for en statistik om antallet af nomadebørn har ændret sig uden at det har været debatteret og besluttet af Folketinget.

I 2012 indførte den daværende S-SF-R regering et kriterium i den kommunale udligning om antallet af nomadebørn, som skulle fordele et samlet udgiftsbehov på dengang cirka 2,6 milliarder kroner.

Det var en del af baggrunden for, at den daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) glad tweetede fra forhandlingerne: “mere rimelig social profil og 400 mil fra større byer til landområder.”

Men nu viser en analyse af netop nomadekritieret, at en stor del af de 400 millioner kroner siden da stille og roligt er løbet væk fra landkommunerne og tilbage primært hovedstadskommunerne.
NB-Økonomi har analyseret data fra udligningen for 2020 og 2013, og tallene viser, at der er flyttet omkring en kvart milliard kroner primært fra land- og yderkommuner til de store bykommuner på grund af en overset detalje vedrørende statistikken over antal nomadebørn.

Derfor reducerede kommunesammenlægninger antallet af nomadebørn

Forklaringen er dybest set meget enkel. Opgørelsen af antallet af nomadebørn er baseret på, hvor mange børn i en kommune, som i løbet af deres første 17 år har flyttet mere en tre gange på tværs af en kommunegrænse.

Men kommunegrænserne flyttede sig i 2007, og det betød, at der helt logisk blev færre og færre børn i de sammenlagte kommuner, som opfyldte kriteriet om flytning over tre kommunegrænser, mens effekten var meget mindre i særligt hovedstaden, hvor man bevarede mange af de små kommuner både målt på folketal i og særdeleshed på areal.

Effekten kom gradvis, fordi der hvert år blev der talt et år mindre med fra de gamle kommunegrænser og et år mere med de nye kommunegrænser. Effekten af de gamle kommunegrænser vil først være helt væk, når udligningen for 2025 skal beregnes.

Men ser man over en længere årrække, så er effekten meget tydelig. Ifølge data fra udligningen for 2013 og 2020 har det betydet, at antallet af nomadebørn er faldet med 49,2 procent i de sammenlagte kommuner og kun med 8,7 procent i de ikke sammenlagte kommuner.

Embedsmændene advarede om forskellen i relation til pendlere

Umiddelbart ser det ud fra betænkning 1533 – som dannede baggrund for udligningsreformen i 2012 – ikke ud til, at nogen i Finansieringsudvalget var opmærksomme på, at man indførte et kriterium, som gradvist kunne ændre sig dramatisk for alle de sammenlagte kommuner og dermed gradvist udhule den ønskede effekt.

Umiddelbart er det bemærkelsesværdigt, fordi embedsmændene netop på et andet kriterium om pendling ud og ind af kommunerne bemærker:

“For en kommune med et stort areal vil der alt andet lige være færre personer, som pendler over en kommunegrænse for at komme på arbejde, mens for kommuner med et lille areal (som f.eks. kommuner i hovedstadsområdet) vil der være langt flere, som pendler over en kommunegrænse,” hedder det på side 323 nederst.

Effekten er samlet 250 millioner kroner

Ændringen i de statistiske data har to effekter på udligningen.

– Når et udgiftsbehov på eks. 3,1 milliarder kroner som for nomadebørnene skal fordeles, så sker det i realiteten ved, at kommunerne får en andel af udgiftsbehovet i forhold til, hvor stor en andel af det samlede antal nomadebørn, som bor i kommunen. Så når antallet af nomadebørn i de sammenlagte kommuner er faldet kraftigt på grund af de ændrede kommunegrænser, så får de ikke sammenlagte kommuner et større udgiftsbehov og dermed mere i kommunal udligning.

Læs også:
Ændrede data for nomadebørn koster primært provinskommuner en kvart milliard i udligning

– Det er primært hovedstadskommuner, som har fået opskrevet deres udgiftsbehov, og da de kun får 61 procent af udgiftsbehovet i udligning, så bliver der nogle penge til overs. De penge deles så ud som bloktilskud, og dermed øger det de ikke sammenlagte kommuners gevinst, og mindsker de sammenlagte kommuners reelle tab.

Når man regner begge effekter ind, så viser tallene at de sammenlagte kommuner skulle have haft knapt 250 millioner kroner mere i kommunal udligning i 2020, hvis de havde haft samme udvikling i antallet af nomadebørn, som de ikke sammenlagte kommuner.

Var ikke med i 2018-rapporten

De ændrede vilkår for opgørelsen af kriteriet har angiveligt ikke fyldt noget i Finansieringsudvalgets analyser. Da man udgav en større rapport forud for forhandlingerne i 2018 om en reform af den kommunale udligning var problemet slet ikke nævnt.

Dengang var fokus især på, at en ny statistik for udlændinges medbragte uddannelse flyttede 1,1 milliarder kroner fra en række globaliserede kommuner til landkommunerne. Spørgsmålet var blandt andet, om den nye statistik, som er baseret på spørgeskemaer, er et troværdigt grundlag, og derfor foreslog Finansieringsudvalget en beregning, som ikke var baseret på den nye statistik.