Knap 70 procent af alle deltagere i fire nationale debatprogrammer har arbejdsplads i hovedstadsområdet. Det viser ny analyse fra Danmark på Vippen.
Af Laura Bannebjerg
Langt de fleste deltagere der bliver inviteret til at medvirke i debatprogrammerne Deadline, Debatten, NEWS & Co. og Presselogen har arbejdssted i hovedstadsområdet. Det viser en ny undersøgelse foretaget af landsforeningen Danmark på Vippen.
”Det er jo helt skævt, at vigtige spørgsmål om Danmark, der er relevante for hele befolkningen, skal diskuteres af så snæver en kreds. De såkaldt landsdækkende medier er med til at skævvride vores land,” siger Kim Ruberg, formand i Danmark på Vippen.
Undersøgelsen er foretaget på baggrund af 20 udseendelser, fra hvert af de fire programmer fra efteråret 2017, hvor det viser sig 68 procent af deltagerne i de fire debatprogrammer har arbejdssted landsdelen Byen København.
Nationale debatprogrammer skal afspejle fordelingen af befolkningen
Ifølge Kim Ruberg bør de nationale debatprogrammer gøre mere ud af at invitere kilder uden for hovedstaden til at medvirke i programmerne for at skabe geografisk lighed i debatten.
”Selvfølgelig skal der være studier i København. Men det er ikke enten-eller. Det skal være både-og. Og fordelingen skal afspejle befolkningsfordelingen. Der er masser af meningsdannere og eksperter uden for hovedstaden, og det vil være en gevinst for hele samfundsdebatten, hvis de kommer mere til orde,” siger Kim Ruberg.
Afstanden har en afgørende betydning for den geografiske balance i debatten. De meningsdannere og eksperter, der har arbejdsted langt fra studierne i København kan have svært ved at deltage på grund af afstanden. Borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl (V), har flere gange sagt nej til at deltage i debatprogrammer, da det rent praktisk ikke har kunnet lade sig gøre.
”Jeg kan ikke på fornuftig vis sidde i Deadline kl. 22.30 i København og være til et møde i Varde kl. 8.00 den efterfølgende morgen. Det hænger simpelthen ikke sammen,” siger Erik Buhl.
I en pressemeddelse opfordrer Danmark på Vippen til, at de stats- og licensfinansierede programmer bliver optaget rundt i hele landet. Foreningen foreslår, at politikerne i det kommende medieforlig gør det til en del af public serviceforpligtelsen, at programmer som disse skal optage en fastlagt andel af sine udsendelser, f.eks. svarende til befolkningsfordelingen, uden for hovedstaden.