Østjyske kommuner vil have ændret tilskud til børn og ældre i udligning

Del artiklen:

De seks østjyske kommuner i Rimeligudligning.nu vil have ændret udregningen af de alderbestemte kriterier, så der ikke længere bliver taget flere penge fra børn og ældre end fra de 20-64 årige til sociale opgaver.

Af Arne Ullum

De seks østjyske kommuner i Rimeligudligning.nu vil have ændret udregningen af de alderbestemte kriterier, så der ikke længere bliver taget flere penge fra børn og ældre end fra de 20-64-årige til sociale opgaver.

Debatindlæg fra Asbjørn Friis Jensen, direktør for Job og Økonomi i Favrskov Kommune på vegne af Rimeligudligning.nu.

Hvad er jeres holdning til den aktuelle byrdefordeling i det nuværende system, og hvilke data understøtter dette?

Målestokken for de østjyske kommuner bag rimeligudligning.nu er naturligvis, om justeringen bringer os nærmere på en rimelig udligning. Hermed mener jeg, at grundlaget for udligningen fastlægges fagligt så præcist som muligt, og omfanget af udligningen fastsættes i forhold til, hvor ensartede muligheder Folketinget vil give kommunerne for at levere den service, Folketinget ønsker i Danmark.

Det hindres i dag af tre grundlæggende fejl: Ùnges og ældres udgiftsbehov indgår kun delvist, de sociale kriterier flytter udligningskroner uden sammenhæng med kommunernes faktiske socialudgifter, og den særlige udlændingeudligning er overdrevet.

33 procent trækkes ud af det samlede udgiftsbehov for at blive fordelt efter sociale forhold. Hermed mister især kommuner med mange børn og ældre udligning i forhold til de kommunernes store serviceområder. Det gælder især 6-16-årige. Der er ingen faglig begrundelse for den valgte metode, men det betyder, at 2,2 mia. kroner uden sammenhæng med reelle udgiftsbehov tilfalder de største bykommuner i stedet for de 87 kommuner med flere børn og ældre.

I det nuværende udligningssystem beregnes de sociale udgiftsbehov samlet set højere jo mere bymæssig kommunen er. Dette til trods for, at de faktiske socialudgifter slet ikke er sådan fordelt. De er højere, jo længere man kommer uden for byerne.

Nedenstående tabel viser, at de faktiske socialudgifter samlet set er 16.497 kroner pr. indbygger i gruppen af kommuner med landdistriktsgrad på 0, dvs. i de 13 kommuner placeret midt i hovedstadsområdet. Men deres sociale udgiftsbehov beregnes til 21.729 kroner pr. indbygger. Altså markant højere.

At de sociale udgiftsbehov i alle grupper er større skyldes ganske enkelt at kommunerne har faldende socialudgifter sammenlignet med de oprindelige skøn på budgettidspunktet.

 

  Kommunegrupper efter landdistriktsgrad
Kroner pr. indbygger 0-0 0-0,2 0,2-0,4 Over 0,4
Social udgiftsbehov 21.729 19.263 19.188 20.085
Faktiske socialudgifter
Regnskab
16.497 17.579 18.366 19.476

 

Især kommunerne helt uden landdistrikter får beregnet social udligning af et langt højere beløb pr. indbygger, end deres faktiske regnskabstal kan begrunde. Det kan beregnes, at ud af de 6,7 mia. kroner, som fordeles via den sociale del af udligningen, lander de 4,8 mia. kroner ikke i kommuner med de største reelle sociale udgifter.

Endelig er den særlige udlændinge udligning baseret på en spinkel undersøgelse i få kommuner, hvilket fordeler 0,5 mia. kroner til kommuner med mange udlændinge, uden at de har haft tilsvarende udgifter herved.

Uanset om den politiske holdning er til en høj eller mindre høj grad af udligning, så bør udgangspunktet være retvisende.

I Finansieringsudvalgets netop offentliggjorte model 3 rettes enkelte af de alvorligste fejl. Men der mangler fortsat omfattende justeringer, for at modellen kan kaldes rimelig.

Rettelserne af de oplagte fejl vedr. data og den særlige udlændingeudligning, har kun hjulpet på situationen i forhold de områder i Danmark, som i særlig grad var påvirket af netop disse fejl og ikke nødvendigvis, hvor de samlede skævheder er størst.

Det er eksempelvis ikke udkantskommuner med faldende folketal, som er hårdest ramt af skævhederne i udligningsordningen, men derimod almindelige kommuner med betydende landdistrikter, som ikke nyder godt af de omfattende tilskud via kriteriet beregnet nedgang i folketallet.

Hvad er jeres tre højest prioriterede konkrete forslag, og hvilke ændringer i byrdefordelingen mellem kommunerne ønsker I at opnå i forhold til de fremlagte modeller?

De mest oplagte yderligere justeringer, som Folketinget bør overveje omfatter:

  • Børn og ældres behov bør ikke nedprioriteres procentvis, for at et socialt udgiftsbehov kan fordeles efter sociale vilkår. Metoden begunstiger uden faglig baggrund de 5 største bykommuner med 2,2 mia. kroner på bekostning af 87 kommuner med flere børn og ældre. Dette problem er vokset i takt med den årlige stigning på 0,25 procentpoint i vægten af det sociale udgiftsbehov på bekostning af det aldersbestemte behov. Den øgede vægt skulle kompensere for stigende førtidspensionsudgifter efter en tidligere refusionsreform.

Finansieringsudvalget foreslår nu stigningen bremset, idet den aftagende stigning i førtidspensionerne i sig selv giver anledning til at genoverveje denne automatik, og tilføjer, at der er grund til at overveje, om der er andre måder at imødegå de byrdefordelingsmæssige virkninger heraf.

Men den anvendte måde var heller ikke god i perioden 2007-18. Man burde i det mindste have skrues vægten af det sociale behov tilbage til niveauet i 2007. Vægtstigningen har nemlig tildelt kompensation for flere hundrede mio. kr. til kommuner, som har haft faldende udgifter til førtidspension sammenlignet med andre kommuner. Og ikke som følge af skrappere visitationspraksis, men fordi befolkningssammensætningen er anderledes.

  • To af de sociale kriterier flytter alt for mange penge til nogle kommuner langt over deres faktiske udgifter, nemlig ’Personer med lav indkomst’ og ’Indvandrere og efterkommere’.Kriteriet ’Personer med lav indkomst’ går samtidigt alvorligt ud over kommunernes incitamentet til at få personer hævet fra lav indkomst. For hver person, som overgår til anden offentlig ydelse, mister kommuner op til 67.000 kr. i udligning. Incitamentsproblemet er mindre ved overgang til beskæftigelse.Kriteriet ’Indvandrer og efterkommere’, som indgår i den generelle udligning med vægt på 3 procent, skulle kompensere indvandrertunge kommuner for øgede folkeskoleudgifter.
    Men de højere udgifter skyldes to-sprogs undervisning, som kommunerne får dækket ved siden af via den særlige udlændingeudligningsordning. Kriteriets nuværende vægt er derfor uden faglig begrundelse i den generelle udligningsordning. Den nuværende vægt ville derfor så rigeligt kunne løse problemet i forhold til oplysningerne om erhvervsuddannelse.

 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her