Troels Lund vil ændre førtidspension inden sommer

Del artiklen:

Beskæftigelsesministeren er blevet berørt af mange enkeltsager, der vidner om meningsløse ressourceforløb.

Af Arne Ullum, [email protected]

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er klar til at justere reglerne for førtidspension i indeværende folketingssamling.

Det siger han under en høring på Christiansborg onsdag. Den finder sted forud for, at førtidspensionsreformen fra 2012 skal igennem en større kulegravning, hvor politikerne vil se på, om reformen har virket efter hensigten.

– Intentionen med reformen er rigtig. Det er, at vi skal have flest muligt i job, fastslår Troels Lund Poulsen (V).

– Men jeg bliver også berørt af de mange enkeltsager, der bliver sendt til mig. Ud fra det jeg får forelagt, virker det, som om nogle bliver sendt i meningsløse ressourceforløb.

Det mest presserende er at få set på rammerne for tildeling af førtidspension, fastslår han. Flere politikere har erkendt, at reglerne er for upræcise.

Og at der er for stor forskel på, hvornår kommunerne tilkender førtidspension.

Troels Lund Poulsen understreger, at det i et velfærdssamfund som det danske skal være muligt at få en førtidspension, hvis man vitterligt ikke kan arbejde. Og det er det også fortsat, mener han.

I 2017 blev der tilkendt 9700 førtidspensioner. I 2012, før reformen trådte i kraft, var tallet 14.750. Et af målene med reformen var netop, at færre, især unge, skulle på førtidspension.

/ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her