Af Arne Ullum, arne@nb-økonomi.dk
Kommunerne får ikke det fulde besparelsespotentiale af en aftale med regeringen om nye regler for mere fleksibel anvendelse af boliger og botilbud. De nødvendige lovændringer kommer først på plads i 2018, oplyser børne- og socialminister Mai Mercado (K) i et svar til Folketinget.
Dermed kan kommunerne ikke få det fulde sparepotentiale fra første januar af den aftale, som KL indgik med regeringen som led i kommuneaftalen i juni.
Besparelserne skal groft sagt komme ved, at kommunerne kan tvinge borgerne til enten at flytte til en bolig, hvor det er billigere at yde den nødvendige hjælp, og at kommunerne modsat nemmere kan tvinge beboere i botilbud til at flytte i en anden og billigere bolig.
Skal vente på nye regler for tvang
Socialministeren oplyser til Folketinget, at det kræver en ændring af servicelovens paragraf 129. De gældende regler siger, at en kommune kun kan visitere borgere med betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne til et nyt botilbud uden deres samtykke, ”hvis vedkommende udsætter sig selv for alvorlig personskade ved fortsat ophold i sit nuværende tilbud”.
Derudover kan borgere med en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne som følge af en sindslidelse visiteres til et nyt botilbud uden samtykke, hvis vedkommende er til væsentlig fare for eller udviser en særligt truende eller en særligt chikanerende adfærd over for øvrige beboere eller personale.
”Det vurderes, at eventuelle ændringer af magtanvendelsesreglerne bør afvente det igangværende serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, som gennemføres som en del af regeringens demenshandlingsplan,” skriver Mai Mercado.
Reglerne i paragraf 129 gælder ikke borgere, ”der alene har nedsat fysisk funktionsevne, sociale problemer eller en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der ikke er en følge af en sindslidelse. De kan således ikke optages på et botilbud uden samtykke og vil heller ikke kunne det med en klausulmodel (den tekniske term for kommunernes mulighed for at revisitere borgere til anden type bolig red.),” oplyser ministeren.
Kræver også ændring af lejeloven
Ministeren oplyser desuden, at det kræver en ændring af opsigelsesreglerne i almenlejeloven, når regeringen skal gennemføre de aftalte ændringer for bedre udnyttelse af boliger og botilbud, som er aftalt med kommunerne.
Enhedslisten har desuden spurgt ministeren, om de nye regler vil være i strid med regeringens planer om et generelt diskriminationsforbud. Det afviser ministeren, fordi det kommende lovforslag vil indeholde en bestemmelse om, at ” forskelsbehandling på grund af handicap kan være lovlig. Det forudsætter imidlertid, at forskelsbehandlingen har et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og at der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål og graden af, hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller de, som bliver stillet dårligere.”
