Af Arne Ullum, arne@nb-økonomi.dk
Væksten i beskæftigelsen faldt en smule i første halvår af 2017, hvor Danmark fik 22.000 flere lønmodtagere. Det svarer til en vækst på 0,8 pct., hvilket er lidt mindre end i første halvår af 2016, hvor væksten var 1,0 pct. svarende til 26.100 nye lønmodtagere.
Den svagt faldende vækst svarer til forventningerne i den seneste økonomiske redegørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet:
”Det er lagt til grund for prognosen, at det høje tempo i jobskabelsen vil bøje af i de kommende år. Fortsætter de senere års beskæftigelsesfremgang uden yderligere reformer, der udvider kapaciteten i økonomien, vil der til trods for allerede vedtagne reformer være risiko for udbredt pres på arbejdsmarkedet, hed det i redegørelsen fra maj.”
I juni i år havde 2.697.200 personer et lønmodtagerjob, hvilket er 4.000 flere end i maj og svarer til en stigning på 0,1 pct. Tallene fra Danmarks Statistik er foreløbige og kan derfor blive justeret.